demars List og Magnus’s Godtroendhed. Men endog som saadan vilde den ikke være uden Betydning. Snarere skulde man dog være tilbøjelig til at tro, at Valdemar endnu ikke efter Løfte havde fremskaffet de Brevskaber, han ifølge den sidste Fredsslutning var pligtig at udlevere i beseglet Stand, og at han havde forstaaet at berolige Magnus ved alskens Udflugter og glimrende Løfter. Valdemar gik over til Mecklenburg med en Hær, herjede Øen Poel ved Wismar og erobrede Stargard, men blev her belejret af Hertug Albrecht og slap kun ud, da Markgrev Ludvigs Broder kom ham til Undsetning og nødte Albrecht til at opheve Belejringen, skjønt denne i det paafølgende Slag vandt en betydelig Sejr. Valdemar drog nu til Berlin, forfulgt af Albrecht, men her kom det til Megling og Stilstand, og Tvisten blev virkelig henskudt til Kong Magnus’s Afgjørelse, der skulde afsiges ved Pintsetid det følgende Aar. Denne Afgjørelse kom dog ikke til at finde Sted, da Sagen allerede forinden blev afgjort paa en anden Maade, idet Keiseren selv og de øvrige krigførende Fyrster i Februar 1350 havde en Sammenkomst i Bautzen, hvor den falske Valdemar erklæredes for en Bedrager, Ludvig fik Brandenburg tilbage imod at hylde Keiseren som sin Lehnsherre og afstaa ham Overlausitz samt gjøre Afkald paa Lehnshøjheden over Mecklenburg m. m., og Kong Valdemar fik en stor Sum Penge i Krigsomkostninger. Siden erkjendte ogsaa baade Albrecht og Barnim Kong Valdemars Lehnshøjhed for Rostock og Rügen, og desforuden aftaltes der (8de Mai) et Giftermaal mellem Albrecht og Kong Valdemars eldste Datter Margrete[1]. Margrete døde vel kort efter, men Albrecht reiste strax over til Danmark og fik den yngre, forhen omtalte Ingeborg sat i hendes Sted. Og hvilke lumske Planer der nu aftaltes mellem dem imod Kong Magnus, sees bedst deraf, at det i Giftermaalscontracten selv (udstedt fra Tornborg d. 23de Octbr. 1350) indførtes, at Hertug Albrecht skulde hjelpe Valdemar til at vinde alle de Lande tilbage, som hans Faderbroder Kong Erik og Fader Kong Christopher i sin Tid havde besiddet[2]. Thi at der herunder ikke alene forstodes Landene vestenfor Øresund, men ogsaa Skaane, Halland og Bleking, erfares noksom deraf, at Kong Valdemar elleve Dage senere fra Kjøbenhavn gav Hertug Albrecht Brev paa, at hvis det ved dennes Hjelp lykkedes ham at faa Helsingborgs Slot i sin Magt, skulde han inden et halvt Aar derefter betale Albrecht 10000 Mk. brendt Sølv eller ogsaa stille ham Laaland til
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/514
Denne siden er korrekturlest
496
Magnus Erikssøn.
