ken der var mange Folk, og lagde ind paa Bergens Vang. Man havde kun losset lidet af Ladningen, da alle Folkene paa Skibet døde, og saasnart Godset kom op i Byen fra Skibet, døde strax Byfolkene. Og derpaa foor Smitten over hele Norge. Mandefaldet i Bergen var saa voldsomt, at der paa een Dag kom 80 Liig, hvoriblandt 14 Prester og 6 Diaconer, alene til een af Kirkerne, Englandskoggen selv sank med alle Ligene og saagodtsom hele Ladningen, uden at blive losset, og flere Skibe og Busser sank ligeledes ulossede med al sin Farm eller drev omkring vidt og bredt. Den samme Sott foor over Hjaltland, Orknøerne, Syderøerne og Færøerne[1]. Dens Beskaffenhed var denne, at man et heelt eller halft Døgn følte et haardt Sting, derpaa kom Blodbrekning, og dermed opgav man Aanden“. Symptomerne var altsaa her i Norge noget forskjellige fra hvad de var i Syden, derimod sporedes de samme siden i Rusland[2].
Det vilde have været af megen Interesse, om Annalisten ogsaa nøje havde angivet Tiden, naar hiint ulykkelige Skib landede ved Bergen og saaledes bragte Smitten til Norge. At det maa have været om Sommeren, kan man slutte allerede deraf, at der om Vinteren var liden eller ingen Skibsfart. Sandsynligviis var det i August Maaned, thi af samtidige Testamenter, som Folk, der enten allerede vare angrebne eller frygtede for at angribes, gjorde, lader det til, at det især var i September Maaned 1349, hvor Sotten var paa sit højeste i Bergen. Saaledes gjorde Hr. Nikolas Plogpening og hans Hustru Fru Ingeborg Munaansdatter, der begge i lang Tid havde staaet i Hertuginde Ingeborgs Tjeneste og til Belønning havde faaet en Gaard i Bergen af hende, begge to sit Testament den 19de September, og Nikolas synes endog allerede at have været saa haardt angreben af Sygdommen, at han, hvorvel endnu ved sin Bevidsthed, ej kunde besegle Brevet, men maatte lade sin Hustru sette sit Segl derfor[3]. Han døde formodentlig endnu
- ↑ Til Orknøerne og Syderøerne kom Smitten rimeligviis ikke fra Norge, men derimod fra det nærliggende Skotland. Maaskee kom den og ad den Vej over Hjaltland til Færøerne. Detmar vil vide, at Smitten til Norge kom fra Flandern.
- ↑ Om Rusland, see de novgorodske Annaler, Suomi 1848, S. 104, 105. Det er bekjendt, at Sygdommen i Frankrige kaldtes la Mort bleue, den blaa eller sorte Død; saaledes benævntes den ogsaa i Tydskland, stunddom og „der jähe Tod“ (Detmar, Udg. S. 263). I Sverige kaldtes den Digerdøden, i Danmark, som i Tydskland, den sorte Død, hos os Mannadauden, Store Mannadauden.
- ↑ Munklivsbogen S. 85. Hertuginde Ingeborg skjenkede ved Brev af 10de Decbr. 1346 Nikolas Plogpening og hans Hustru Ingeborg Munaansdatter for lang og tro Tjeneste den Gaard i Bergen, som hun havde faaet efter Haakon Notarius (Dipl. N. I. 300), med Forbehold, at den skulde falde tilbage til hende, hvis de ikke efterlod Børn. Dette indtraf ogsaa formedelst Egteparrets Død, og derfor kunde Hertuginden ved sit Testament af 23de April 1352 overdrage Gaarden til Lysekloster (Dipl. N. II. 312). Gaarden siges
