Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/53

Denne siden er korrekturlest
35
1320. Svensk-danske Anliggender.

Tilladelse af Biskopen. Tvivlsspørgsmaal angaaende enkelte Punkter i Dommen forbeholdt Voldgiftsmændene sig selv at afgjøre[1]. Der erfares ikke andet, end at begge Parter i det Hele taget holdt sig denne Dom efterrettelig, thi der tales ej mere om nogen alvorlig Tvist mellem Christkirkens og Apostelkirkens Geistlighed. De Penge, som Biskop Audfinn havde medgivet sin Fuldmægtig, Sira Paal Baardssøn, til Frankrige, for at røkte Sagen ved Curien, tillod han ham senere at beholde som Hjelp til i Orleans at studere den civile og canoniske Ret og heri tage Doctorgraden[2].

7. Hertuginde Ingeborgs Anmasselser og Forbindelser med Knut Porse; Misfornøjelse herover.


Der er alle Tegn til, at Hertuginden hastede alt hvad hun kunde for at komme med sin Søn tilbage til Sverige og derfor neppe paa Vejen fra Bergen drog ind om Tunsberg, for at være tilstede ved hiin Voldgiftskjendelse, der heller ikke saa synderligt kunde interessere hende, men derimod styrede lige over Folden til Baagahuus, hvor vi med Vished finde Kongen med en Deel af Raadet den 5te September[3], og hvor, eller i hvis Nærhed han allerede synes at have været fra de sidste Dage af August, da vi fra denne Tid have flere Breve af ham, som neppe kunne have været udstedte andensteds end paa svensk Grund eller ialfald i Sveriges umiddelbare Nærhed, under svenske Omgivelser[4]. Det er ej usandsynligt, at man lod Magnus forblive paa Baagahuus, altsaa endnu i Norge, indtil Michelsdag eller faa Dage derefter, for paa den

  1. Meddeelt hos Suhm, XII. S. 340–441. Da saaledes den af Audfinn kort forud givne Sogneregulering maa antages i alt, hvad de ej streed mod dette Forlig, at have staaet ved Magt, er det ikke uden Interesse her at anføre den, saamegetmere som Audfinn selv siger at det var den, der var indrettet og overholdt under hans Forgængere lige fra Byens fortie Tider. „Alle bordfaste Mænd i Kongsgaarden, og alle Arbeidsmænd og andre der havde Tilhold i Kongsgaarden skulde høre til den lille Christkirkes Sogn (heri gjorde nu Bestemmelsen om Apostelkirken en Undtagelse). Hele Stranden ligetil Vaagsbotnen skulde høre til Korskirkens Sogn, Sutererne ovenfor Strædet til Hallvardskirken, forresten til Michelskirken i Vaagsbotnen.“ Brevet er meddeelt hos Suhm XII. 337.
  2. Brevet herom, af 1326, er meddeelt hos Suhm XII. 368.
  3. See Dipl. Norv. II. 139; Kongen stadfester her d. 5te September „med sit Raad“ fine Forgængeres Gaver til St. Stephans Hospital i Tunsberg.
  4. Disse Breve, daterede den 25de August 1320, ere trykte i Dipl. Sv. 2256–2288, og et femte udstedt, 2259, er upaatvivleligt af samme Datum. De to første vedkomme Skatten af Gotland, hvilken Kong Byrge havde forhøjet, men som nu nedsattes til det oprindelige Beløb. De øvrige handle om Tilbagebringelsen af Viborg Slot i Finland under Kongens Herredømme.