gen, sikkert efter hans og Raadsherrernes udtrykkelige Tilsigelse. Formodentlig er det Hele gaaet saaledes til, at de her omtalte Foranstaltninger først ere blevne aftalte paa et Raadsmøde, med det Forbehold, at de skulde træde i Kraft, saasnart Arne Cantsler havde overgivet Rigsseglet, og Hr. Orm var bleven udnævnt til Drottsete, medens Arne beroligedes og overtaltes til at give sit Samtykke ved Løftet om Stavangers Biskopsstol, hvortil det ikke kunde være Kongen vanskeligt at forhjelpe ham, og hvortil vi allerede have seet, at han virkelig blev valgt. Hvad den Højtidelighed angaar, som Annalerne beskrive, nemlig at Kong Magnus satte begge sine Sønner i kongelige Højsæder og tildeelte dem hver sit Rige, da er det ikke ret sandsynligt, at det er gaaet ganske saaledes til. Thi for det første kunde Overdragelsen af Sveriges Krone til Erik ikke godt skee uden i selve Sverige og i Nærværelse af det svenske Raad, for det andet var der ikke Tale om hans Succession til Tronen førend efter Faderens Død. Idetmindste kan det alene have været Haakon, hvilken Kong Magnus beskikkede en egen Hird, thi hvis Erik skulde have en Hird, maatte den da bestaa af svenske Mænd, og de kunne ikke der have været tilstede. Muligt, at Kong Magnus, naar han, som rimeligt er, efter de nye Bestemmelsers Vedtagelse i en større Hof-Cirkel, eller maaskee endog paa et offentligt Møde, har bekjendtgjort Beslutningerne og hilset Haakon som vordende Konge, ogsaa har haft Erik ved sin Side og ikke vel kunnet stillet ham, som den eldste, ringere end Haakon, den yngste, især da han jo dog ogsaa var udseet til Konge i Sverige, hvorvel i en fjernere Fremtid, ja maaskee endog allerede hyldet. Men dette maa ogsaa have været det Hele. Forfatteren af Beretningerne i Annalerne, der ikke omtaler Mødet og Beslutningerne paa Vardberg 1343, har maaskee antaget, at alt, hvad der nu skete alene som en Følge af og Bekræftelse paa disse, er fra først af blevet besluttet og anordnet i Bergen.
De her ved denne Lejlighed deels bekræftede og fornyede, deels fra Nyt af antagne Bestemmelser maa saaledes fornemmelig have indeholdt disse Hovedpunkter:
1. Den unge Kong Haakon forbliver herefter i Norge og faar sin egen Hird med en Drottsete i Spidsen.
2. Denne Drottsete beklædes med samme Myndighed som Hr. Erling i 1323, saaledes at han i Forening med Raadet skal bestyre den hele Forvaltning, have Fehirdslerne under sin Overopsigt og selv besørge de løbende Regjeringsforretninger, samt benytte Rigsseglet, dog endnu kun i Kong Magnus’s Navn.
3. Fra hine Fehirdsler undtages Indtægterne af Skatlandene og Haalogaland m. m., der forbeholdes Kong Magnus. Ligeledes synes
