at belejre Nøteborg, men endnu inden han kom did, formodentlig idet han skulde lægge ind i Neva-Floden, fik han Underretning om, at en russisk Hær laa allerede udenfor Borgen, saa at det ej var at tænke paa, at han skulde kunne udrette noget mod den. Han vendte sig derfor til den vestligere Deel af Ingermanland, ved Grændsen mod Estland, lagde ind i Luga- eller Leuka-Floden, der falder ud i den finske Bugt strax østenfor Grændsefloden Narova, og besatte Koporje, samt formodentlig Jama og flere andre Borge, ved hvilken Lejlighed det udtrykkeligt siges, at Nordmændene erobrede nogle af dem[1], Sandsynligvis fik han nu ogsaa nogen Understøttelse af de tydske Riddere og estniske Adelsmænd. Der blev gjort mange Fanger, hvilke de Svenske, som det fortælles, raadede ham til at dræbe, medens Tydskerne meente, at han heller burde give dem fri, imod at de eedeligt forbandt sig til at betale ham store Løsepenge, lode sig døbe til den rette Tro og lovede at faa sine Landsmænd til at gjøre det samme. Dette Raad fulgte Magnus til Manges Forargelse: Russerne maatte sverge ham Troskabseed og indgaa de nysnævnte Forpligtelser: derpaa bleve de døbte og Skjegget rager af dem, hvorefter de fik Tilladelse til at drage bort. Formodentlig maa de da have lovet at komme snart igjen, medbringende alle dem, som de havde vundet for den rette Tro, thi imidlertid laa Kongen ganske uvirksom med sin Hær ved Koporje, fortærende de medbragte Levnetsmidler. Men istedetfor at omvende sine Landsmænd til den katholske Lære faldt de selv fra, samlede en stor Hær af Russer, Littauer og Tatarer og besatte Elvens Udløb, saa at Magnus og hans Hær kom i den største Forlegenhed og formodentlig vilde have været fangne, hvis de ikke med usigelig Møje havde faaet gravet en Canal til Søen ved Luga-Mundingen og derigjennem vare slupne ud. Men ved Bortfarten paakom der dem udenfor Narova-Mundingen en heftig Storm, hvorved de mistede mange Folk og Skibe[2] De fleste af de Overblevne drog formodentlig
- ↑ De isl. Annaler, l. c. „Norgesmændene fik vundet nogle Borge, men mere blev der heller ikke udrettet“.
- ↑ Denne Fremstilling (Suomi, 1848, S. 101 fg.) er grundet deels paa den korte Beretning, der findes i det i Rusland forfattede Testament eller Haandskrift (Gramota), deels paa Riimkrøniken. Hiint besynderlige Product, der findes optaget i flere russiske Annalbøger, er et i Kong Magnus’s Navn skrevet Advarselsbrev til hans Undersaatter, hvori han ogsaa gjennemgaar de vigtigste Begivenheder af sit eget Liv og skildrer sine Misgreb med mørke Farver. Magnus foregives at skrive det fra et russisk Kloster, hvortil han skulde have taget sin Tilflugt paa sine gamle Dage, medens man i Norge og Sverige troede ham druknet paa Norges Kyst. Det er altsaa sammensmedet efter Magnus’s Død og indeholder meget baade sandt og usandt. Det usande eller fordrejede er dog egentlig kun det, hvorom man i Rusland ej kunde
