i vedkommende Domcapitler og nyde alle med Beneficierne forbundne Indtægter, ganske som om han havde modtaget Indvielse til de hellige Grader. Alt dette blev ham bevilget (21de October 1352), det sidste dog paa Vilkaar, at han inden et Aar skulde lade sig ordinere idetmindste til Subdiaconus[1]. Saaledes have vi i ham et Exempel paa, hvorledes geistlige Titler, Rettigheder og Embeder endog af det højere Slags kunde meddeles Mænd, der ikke engang havde nogen geistlig Indvielse. Embederne bleve naturligviis bestyrede af Vicarier mod en ringe Løn, medens de begunstigede Indehavere nød den største Deel af Indtægterne.
Endnu medens Johan Guilaberti opholdt sig i Norden, havde man et andet Exempel paa den Vilkaarlighed og Hensynsløshed, hvormed Pavestolen kunde begunstige sine egne Yndlinger. Det er allerede nævnt, at den pavelige Pønitentiarius for den danske Provins, Predikeren Broder Sigfrid af Linkøping, strax ved Arne Aslakssøns Død var bleven udnævnt ved Provision til Biskop i Stavanger den 30te Mai 1351. Det er ogsaa nævnt, at han sandsynligviis kom til Norge og personligt tog Biskopsstolen i Besiddelse, om ej før, saa i 1352, efterat der dog allerede, som man erfarer, i October 1351 havde indfundet sig tre Fuldmegtige paa hans Vegne, hvoraf to Predikebrødre, ligesom han selv[2]. Men kort efter – Tiden vides ikke nøjagtigt– døde den gamle Biskop Salomon i Oslo, der allerede i længere Tid synes at have været meget svag og sygelig[3], og da Oslo’s Biskopsstol, som vi have seet, var mange Gange indtægtsrigere end Stavangers, var det ganske rimeligt, at Sigfrid gjorde alt hvad der stod i hans Magt for at blive forflyttet til den, og saaledes begav han sig strax tilbage til Curien (om han ikke allerede var der) for at sette dette igjennem. Det lykkedes ham ogsaa. Den 14de October decreterede Pave Clemens ikke mindre end tre nye Biskops-Udnævnelser for Norden. Til Erkebiskop i Uppsala i den alle-
- ↑ Regest. Suppl. Clement. 14 an. 11. fol. 140. Johannes Guilaberti søgte her tillige om et Par Begunstigelser for andre Klerker, en af Tournay og en af Avignon. Ogsaa den 19de Juli s. A. havde han faaet nogle Ansøgninger bevilgede, nemlig for sin Ledsager og Secretær, den føromtalte Villjam af Plansea, for Notarien Ivar Nikolassøn af Linkøping, der havde tjent ham ved Collectoriet (af ham ere mange af de forhen nævnte Documenter oprettede), og som nu fik et Canonicat i Strengnes, o. s. v. Merkeligt nok kalder Johan Guilaberti sig i disse Suppliker kun Klerk fra Narbonne.
- ↑ See Qvitteringen af 31te Octbr. 1351, Dipl. N. I. 328.
- ↑ Den Omstændighed, at han ikke selv gjorde Regnskab for den indsamlede Pavetiende v. 5te Novbr. 1351 (s. o. S. 539) viser, at han da enten maa have været død, eller meget svag.
