Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/563

Denne siden er korrekturlest
545
1352. Vilkaarlige Provisioner.

Biskopsstol, som Sigfrid havde forsmaaet[1]. Sigfrid erhvervede sig ogsaa andre Begunstigelse ved Pavestolen. I Betragtning af – hvad han i sin Ansøgning selv paaberaabte sig – at han ved sin Befordring til Stavangers Biskopsstol havde forpligtet sig til at betale det pavelige Kammer og Cardinalerne Servitspenge, og desuden havde paadraget sig andre Gjeldsforpligtelser til sit Ophold, til at indrette sig standsmessigt, til sin Indvielse, og til andre sine og Kirkens Nødvendigheder, uden dog i de femten Maaneder, han havde forestaaet samme Kirke, at have kunnet erholde noget af dens Indtægter, anholdt han om nu at maatte indfordre alt hvad han af de samme Indtægter havde tilgode paa den Tid, han forflyttedes, af alle dem, der havde modtaget dem og sad inde dermed. Dette blev ogsaa den 24de October bevilget ham, saaledes at han skulde kunne gjøre det med samme Ret, som om han endnu beklædte den stavangerske Biskopsstol. Det blev derhos paalagt Erkebiskopen Stephan af Toulouse og Biskop Haavard af Hamar samt Johannes Guilaberti som „Conservatorer“ at hjelpe ham til sin Ret i dette Stykke, om det skulde behøves[2]. Endvidere blev det tinder samme Datum bevilget ham, at sex af hans Klerker, der dagligen gik til hans Bord, skulde i ti Aar nyde Indtægterne af de Beneficier, de havde, uden at behøve at residere derved. Til Conservatorer, at see dette saaledes ordnet, udnævtes Biskoperne af Carpentras, Linkøping og Vesteraas[3]. Da nu Sigfrid saaledes kom op til Norge med sin Udnævnelse og disse Bevilgninger, hvilket vel skete sidst i 1352 eller først i 1353[4], maatte Gyrd, skjønt allerede indviet til Biskop og formodentlig i Besiddelse af Biskopsstolen, uden videre vige og blev, som man kaldte det, „Biskop uden Kirke“, eller „Biskop i den katholske Kirke“, da Titelen, som han engang havde faaet ved Indvielsen, ikke mere kunne berøves ham. Men i Virkeligheden var han atter kun Chorsbroder i Oslo og maatte finde sig i at staa under Sigfrid i et Aars Tid, indtil Pave Clemens’s Eftermand strax

  1. I Provisionsbrevet for Gyrd til Stavangers Biskopsstol tales der om „Gyrds store Dyders Fortjenester, hvormed den Allerhøjeste har “smykket hans Person“.
  2. Ansøgningen herom, med det pavelige Fiat: Clement. VI. Reg. ann. X. fol. 146. Resolutionen selv Clement. VI. commun. ann. XI. lib. 1. fol. 309. cap. 702.
  3. Resolutionen, sammesteds, fol. 277. ep. 607.
  4. At Sigfrid idetmindste for den 6te Mai var kommen til Norge og havde tiltraadt sin Biskopsstol, sees deraf, at han var tilstede ved det Raadsmøde paa Baagahuus, da Dronningens Morgengave ombyttedes: Dipl. N. II. 319. Da det føromtalte Regnskab over Pavetienden m. m. aflagdes i Oslo den 18de Juli 1353, var baade Sigfrid og Gyrd tilstede, den sidste kaldes her kun „udvalgt til Biskop i Oslo“.