Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/564

Denne siden er korrekturlest
546
Magnus Erikssøn.

i Begyndelsen af det følgende Aar forbarmede sig over ham og ved Provisionsbrev af 8de Januar 1354 gav ham den af Sigfrid forsmaaede Biskopsstol, der nu formedelst Sigfrids Befordring under Opholdet i Avignon var bleven „ledig ved det apostoliske Sæde“ og saaledes hjemfalden til Pavens Provisionsret[1]. Muligt, at dette dog skyldtes Sigfrids Bestræbelser, og at det den hele Tid havde været dennes Hensigt, kun saaatsige at gjøre et Bytte med Gyrd, men at han alene oppebiede, at hiint Regnskab over hans Indtægter af Stavanger skulde blive afsluttet. Man maa formode, at Gyrd ved denne Lejlighed selv var nede ved Curien, siden han tillige faa Dage efter Udnævnelsen fik nogle Andragender bevilgede (23de Januar)[2]. Pavens Brev synes at have hjulpet godt til, at Sigfrid fik sit Tilgodehavende og kunde klare for sig, thi den 18de August 1354 indbetalte han ganske rigtigt til Kammeret ved sin Efterfølger i Pønitentiar-Embedet, Nikolas, og sin Klerk Jon Ødinssøn, det hele Servitsgebyr, 250 Guldgylden og Restancen af de fire mindre Servitser til Pavens Embedsmænd m. m. 37 Guldgylden, hvorfor Kæmereren Erkebiskop Stephan af Toulouse meddelte ham sin Qvittering[3].

Pave Clemens døde den 6te December 1352. Hans Efterfølger var Stephan d’Albert (af Limousin), Cardinalbiskop af Ostia, der udvalgtes den 18de og kronedes den 30te samme Maaned under Navn af Innocentius d. 6te. Han var en kundskabsriig, kraftig og statsklog Mand, hvis Interesser mere vare optagne af Bestræbelsen for at gjenvinde Herredømmet over Kirkestatens Stæder i Italien og for at megle Fred mellem England og Frankrige, end med de fjernere Landes kirkelige Anliggender. Hans Krige i Italien forvoldte ham store Udgifter, og derfor trængte han ligesaavel som sine Forgængere til at forøge sine Indtægter ved forskjellige overordentlige Midler[4]. Han begyndte først og fremst

  1. Dipl. N. IV. 365.
  2. Regest. Suppl. Innoc. VI. ann. 2. fol. 14. vs. Gyrd faar her bevilget, at han og ti andre Personer, som han selv kan opnævne i Cancelliet, maa tage sig en Confessor med Ret til absolvere ham in articulo mortis m. m. (see nedenfor S. 555.)
  3. Innoc. VI. liber quitanciarum fol. 36.
  4. I Regnskabet over Innocentius’s Indtægter og Udgifter for Aaret 1355, aflagt af hans Skatmester Reginald, Biskop af Palencia, findes der blandt Udgiftsposterne følgende: „Til Udgifter for at fremme den romerske Kirkes Anliggender i Italien, anbetroede til Ægidius, Cardinalbiskop af Sabina (dette er den bekjendte krigerske Cardinal d’Albornoz, der af Paven havde faaet det Hverv at undertvinge de frafaldne italienske Landskaber), iberegnet 1500 Gylden udbetalte til Forsvar og Bevogtning af Grevskabet Venaissin, der umiddelbart henhører under den romerske Kirke, men foruden og udover alle de Penge-