uden at vide, at han da muligens allerede var død[1]. Om hans Efterfølger Olaf er man maaskee berettiget til at antage, at han, som forhen Klostergeistlig, vare en Mand af strengere Seder og alvorligere Stræben end de Seculargeistlige, og som derfor maaskee var godt skikket til at reorganisere Kirken efter den Forvirring, som Pesten havde frembragt. Han holdt ogsaa samme Aar, som han kom tilbage fra Curien, et Provincialconcilium i Nidaroos, hvorved flere Bestemmelser i det Øjemed blev vedtagne. De i Mødet deeltagende Biskoper var Gisbrikt af Bergen, Haavard af Hamar og den grønlandske Biskop Jon Skatte. Biskop Salomon af Oslo, der vel var for gammel til selv at reise til Throndhjem, sendte som Fuldmegtig sin Chorsbroder, Arne Ketilssøn. Desforuden fremmødte som de fire Domcapitlers Befuldmegtigede Baard Eindridessøn og Thorfinn Erikssøn af Nidaroos, Arne Thorsteinssøn af Oslo, Oddgeir Thorsteinssøn og Botulf Asbjørnssøn af Bergen, Peter Eindridessøn og Thore Thorkelssøn af Stavanger, samt Baard Bjørnssøn af Hamar[2]. De merkeligste Bestemmelser paa dette Møde var deels
- ↑ Jfr. ovf. S.500. Arnes Dødsdag, 17de Ocbr., kan udfindes ved at sammenholde hiin Angivelse om Tiden, hvori han beklædte sit Embede, hentet fra Scr. R. D. 616, med den her ovenfor (S. 471) meddelte Datum af det Brev, hvori Paven omtaler hans Indvielse og giver ham Tilladelse til at drage hjem. Dette Brev er nemlig dateret 16de September 1346 og maa være udstedt paa selve Indvielsesdagen, da det netop er 3 Aar, 1 Maaned og i Dag forud for hiin 17de October, paa hvilken Arne endnu var, eller af sine Nærmeste troedes at være i Live. Var nu Indvielsen tidligere, da maatte han og have været død før 17de October, hvilket han ifølge Arnfinns Testament ikke var; og var han derimod død efter 17de October, kunde han igjen ikke have været indviet saa tidligt som 16de Septbr., hvad han dog ifølge Pavens Brev var. Saaledes har formodentlig denne samme 17de October været en af de mest ødelæggende Pestdage i Nidaroos, da Erkebiskop Arne og Chorsbroderen Arnfinn laa dødssyge paa een Gang, maaskee faa Skridt fra hinanden, og den ene maaskee allerede var død, uden at den anden vidste noget derom.
- ↑ Om flere af de her nævnte Mænd faar man af pavelige Provisionsbreve og Supplicationsroller lidt nærmere Oplysninger. Samtidigt med hiin Ansøgning fra Erkebiskop Arne, hvorpaa der kom pavelig Resolution den 3dje Septbr. 1349, fik ogsaa Arne Ketilssøn og Arne Thorsteinssøn Ansøgninger bevilgede. Den første, som da allerede var Chorsbroder i Oslo, fik et Canonicat og en Præbende under Hamar Kirke, hvilke i sin Tid havde været et af Erkebiskop Paals mange Beneficier i hans Cantslertid, og som ved hans Befordring til Erkebiskop bleve ledige ved selve Curien. Altsaa havde da disse Beneficier staaet ubesatte lige siden Paals Ophøielse paa Erkestolen, og hvo havde imidlertid nydt Indtægterne? Arne Thorsteinssøn, dengang endnu kun „Klerk under Oslos Diøcese“, fik Hofs Kirke paa Thotn, der var bleven ledig ved Curien formedelst den forrige Incumbent Brynjulfs Død i Avignon. (Reg. Suppl. Clem. VI. ann. 8. p. 2. fol. 151). Canonicatet i Oslo maa han
