Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/575

Denne siden er korrekturlest
557
1351–55. Biskoper i den norske Kirke.

man letteligt kan begribe, yderst vanskelige. Endnu i 1357 var han ikke kommen videre end til gjennem sin Fuldmegtig Jacob Lucæ af Prato, at betale Afdrag paa de Sigfridske Restancer, og den pavelige Kæmereer maatte bevilge ham Henstand med det øvrige „paa Grund af den Masse af Byrder, der hidtil havde gjort det og endnu gjorde det umuligt for ham at skaffe Pengene til Veje[1]“.

Om Biskop Gisbrikts Virksomhed i Løbet af denne Tid vides ikke stort, ligesaalidet som om Biskop Haavards, hvilken desuden kun var kortvarig, medens derimod Gisbrikt og Botulf forestod sine Biskopsstole i en lang Rekke af Aar[2]. Ogsaa hviler der et stort Mørke over, hvorledes det i denne Tid og lang Tid forud stod til med Færøernes Biskopsstol. Vi have seet, at Signar i Aaret 1343 var bleven afløst af Haavard, om hvilken forøvrigt intet andet vides, end at han døde i 1348. Efter Haavard nævnes i den gamle Biskopsfortegnelse, hvorom deri det foregaaende er talt, en vis Arne, og efter denne igjen en anden Arne, med Tilnavn Svæla[3], om hvilken man veed, at han i Aaret 1365 tilfeldigvis ved Storm blev fordreven til Island og opholdt sig der en Vinter[4]. Det er saaledes umuligt at vide, om det er den første eller den anden af begge disse Arner, der i Januar 1360 fik tre Andragender bevilgede af Paven, af hvilke det ene handlede om, at hans Forretningsfører Gerlach Speckin maatte bekræftes i Besiddelsen af et nyserhvervet Canonicat i Bützow i Mecklenburg, og det andet om Befordring for en svensk Prest under Uppsala Diøcese[5]. Imidlertid skulde man vel snarest slutte, at det var den yngre Arne, naar man seer hen til, at saadanne Ansøgninger fra Biskoper om Befordring for deres Venner oftest indgaves og bleve bevilgede paa den Tid, da de selv laa nede ved Curien for at faa sin Provision, saaat der altsaa idetmindste er Sandsynlighed for, at han netop nu var bleven udnævnt til Biskop. Han kaldes „Broder Arne“, hvilket viser, at han var Klostergeistlig. Hans Forbindelse med tydske og svenske Geistlige vækker Formodning om, at han har været en af de kongelige Klerker, der havde fulgt Kongen

  1. Qvittering dat. 20de Apr. 1357 fra Kæmereren, Erkebiskop Stephan af Toulouse, i „Liber quitanciarumInnoc. VI. fol. 431 vs.
  2. Nemlig til 1370–1380.
  3. See Biskopsrekken i Langes „Norsk Tidsskrift“ V. S. 44.
  4. Isl. Annaler ved 1365, Udg. S. 314.
  5. Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 8. fol. 2. Resolutionen er dateret den 21de Januar 1360. Arne kalder sig her frater Arno Episcopus Ferensis in Norvegia, og tillige Pavens „devota creatura“; af Tillægget „frater“ fremgaar, at han var Klostergeistlig, af „devota creatura“, at han var udnævnt ved Provision.