Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/576

Denne siden er korrekturlest
558
Magnus Erikssøn.

paa hans Reiser og derved var kommen i Berørelse med Klerker deels fra Sverige, deels fra Mecklenburg i Hertug Albrechts Tjeneste. Umuligt kunde det ikke være, at den førstnævnte af begge hine Arner ej var nogen anden end den grønlandske Biskop Arne, der i 1343 troedes død, men derpaa i 1349 paa sin gamle Alder kan være bleven forflyttet til Færøerne, ligesom i sin Tid den første Biskop i Garde, Arnald, forflyttedes til Hamar; thi vist er det, at han i 1349 enten maa være død eller forflyttet[1], og at man maa have været vidende herom i Norge, da Broder Jon Erikssøn, der i 1343 ved en Fejltagelse indviedes til hans Efterfølger, efter 1349 altid, endog i Pavebreve, kaldes „Biskop af Garde“ og i denne Egenskab, som vi have seet, deeltog i Provincialconciliet i Bergen 1351[2]. Men til Grønland begav Jon sig for det første ikke, og kom aldrig did. Han forblev indtil Videre i Norge, foretrækkende, som det synes, her at vente paa Lejlighed til at faa en bedre og bekvemmere Biskopsstol, fremfor at drage over et farefuldt Hav til det fjerne fattige Grønland.

De kirkelige Begivenheder paa Island hænge saa nøje sammen med de verdslige, at de bedst omhandles idet Følgende i Forening med disse.

Vi have her allerede ved Sigfrids Befordring til tvende norske Biskopsstole seet, at en svensk Mand ved Provision kunde erholde et geistligt Embede i Norge, og vi ville i det følgende see lignende Tilfælde hyppigt indtreffe, endog ved underordnede geistlige Embeder. Dette maa vel for en stor Deel tilskrives den Mangel paa geistlige Personer, der efter Pesten herskede i Norge; at Svenske fortrinsviis søgtes, kan vel og tildeels komme deraf, at Sproget lagde dem mindre end andre Nationers Geistlige Hindringer i Vejen. Men ved Siden af disse medvirkende Aarsager er det ogsaa umiskjendeligt, at Unionsforholdet mellem Sverige og Norge har bidraget meget til at knytte begge Landes Klerus nærmere sammen. Udgjorde allerede hele den katholske Geistlighed et eneste stort Samfund, hvori Nationalitetshensyn kun spillede en underordnet Rolle, da maatte disse have endnu mindre at betyde mellem norske og svenske Geistlige, der næsten talte det samme Modersmaal, og som nu i verdslig Henseende lød under een og samme Fyrste. Kongen selv gjorde neppe synderlig Forskjel; vi have ovenfor seet, hvorledes han i sine Ansøgninger til Paven, der nærmest angik Sverige, og som frem-

  1. Dette sees deraf, at de isl. Annaler ved 1368 (Udg. S. 318) udtrykkeligt sige, at Grønland da havde været biskopsløst i nitten Aar.
  2. See ovenfor S. 549. Det er ligeledes S. 553 omtalt, hvorledes Jon, Biskop af Garde, i 1351 fik paveligt Confessionale.