med Porsernes Befiddelse i Danmark, navnlig det holbekske Hertugdømme? Ved den sidste Overeenskomst i 1346, da Porserne afstod fra alle Fordringer paa Estland, havde Valdemar givet dem fuldkommen Æqvivalent i Holbek, og dette maa have været noget mere end en blot og bar Forlening: det maa have været en virkelig Ejendomsret, der ved deres Død gik over paa deres Arvinger, nærmest Moderen, Hertuginde Ingeborg. Men paa den anden Side er der igjen Tegn til, at de unge Porser under hine Forhandlinger, da de vare nede i Kjøbenhavn og frasagde sig Fordringerne paa Estland, have ladet sig overtale af Valdemar ved allehaande Løfter til at slutte sig nærmere til ham, maaskee endog til underhaanden at erkjende ham som sin Lehnsherre ogsaa for Søndrehalland, eller til at give ham Løfte om at ville gjøre det, naar et dertil belejligt Øjeblik frembød sig, saavelsom at Kong Magnus er kommen undervejr dermed, thi hvad skulde vel ellers have foranlediget den allerede forhen omtalte Sløjfning af Falkenbergs Slot, der fandt Sted just i det samme Aar, som Porserne og Valdemar havde været sammen? Hvis altsaa Kong Valdemar efter Porsernes Død virkelig har gjort Demonstrationer til at ville indfordre Sønderhalland og i dette Øjemed maaskee har gjort Vanskelighed med Hensyn til Porsernes Efterladenskab i Sjæland, da var dette allerede Anledning nok til Forhandlinger af det Slags, der antydes i Fredstractaten af 1343. Og at der var vigtige Sager paa Ferde mellem begge Konger, sees noksom af de tvende Sammenkomster, de havde i det paafølgende Aar, I hvorom der nedenfor vil blive talt. Derhos er det vel heller ikke uden » med Hensyn til de skaansk-hallandske Anliggender, at K. Magnus nu tilbragte længer Tid paa de Kanter og efter et kort Ophold i det østlige Sverige atter kom tilbage, i det han nemlig fra hiin Samling i Helsingborg begav sig til Ljodhuus, hvor han var den 10de October, og det følgende Aar, efterat have været oppe i Mælar-Egnene i Februar og i
nesbyrd om, at han i sit eget og sin Moders Navn inddrog deres private Besiddelser som Arvegods. Der haves saaledes et Brev, udstedt paa Vardberg den 25de Marts 1352 af Kong Magnus og hans Moder Hertuginde Ingeborg „til Sverige, Halland og Samsø“, hvorved de skjenke alt det Gods, der er dem tilfaldet i Hamars ved Hertugerne Haakons og Knuts Død, m. m. til St. Martins Nonnekloster l Skeninge. Allerede i Februar 1350, formodentlig umiddelbart efter Hertugernes Død, havde Kong Magnus indfordret Hamarø-Godset, thi der findes, som vi allerede have seet, i det svenske Rigsarchiv et Brev udstedt i Stockholm af Søn Hafthorssøn den 21de Febr. 1350, hvorved han uden Gjenløsningsret, men mod Erstatning afstaar til Kong Magnus Halvdelen af det Gods i Hamars, som han havde faaet med sin Hustru Birgitte Knutsdatter, og som Kongen nu havde tilbagekaldt. (Jfr. ovf. S. 394). Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at Birgitte har været Medarving til Hamarø-Godset, som Konge nu søgte at samle under eet.
