til at hverve Tropper og komme Kong Magnus til Hjelp. Men formodentlig maa Valdemar enten ikke have villet eller ikke kunnet opfylde alle de indgaaede Forpligtelser, thi i Begyndelsen af 1351 erklærede Greverne ham og Riget Krig. Ogsaa Hertug Valdemar af Jylland, Kongens Svoger, gjorde fælles Sag med dem[1]. Paa samme Tid herskede der megen Gjæring mellem de jydske Adelsmænd, der fandt Kongens Regiment for haardt og hans Skatter for tunge og maaskee endnu engang tænkte paa at bringe Abels Linje paa Kongetronen. Endvidere udbrød der Privatfeide mellem Kongen og hans Drottsete, den megtige holstenske Adelsmand Nikolas Lembeke, der havde store Besiddelser i Jylland, og det forstod sig da af sig selv, at denne fik Understøttelse af Greverne. Ogsaa Hansestæderne gjorde fælles Sag med Holsterne; de fandt, heder det, at deres Friheder fornærmedes[2]. Under disse Omstændigheder synes det rimeligere, at Kong Valdemar har søgt Magnus’s Venskab og Bistand, end at han just nu saa indtrængende skulde have villet opfriske Fordringerne paa Skaane. Han gjorde, som det allerede er nævnt, seenhøstes en kort Reise over til Mecklenburg og Pomern, maaske for at søge Hjelp hos Hertug Albrecht, men vistnok forgjeves, da Albrecht paa den Tid just var i Krig med Pomern[3]. Det er derfor meget sandsynligt, at det Møde, der nu holdtes i Lund mellem de sex Biskoper, nærmest var foranstaltet af ham selv for fredeligt at afgjøre de Spørgsmaal Halland og Skaane angaaende, der efter Porsernes Død var opstaaede, og som ellers let kunde bringe Magnus til at benytte sig af Lejligheden og begynde Krig mod ham fra sin Kant, dersom dette ikke i Tide ved venskabelige Tilnærmelser blev hindret. Den kloge Valdemar maa ogsaa fuldkommen have faaet sit Ønske opfyldt, thi Magnus forholdt sig ej alene rolig, men det vidner endog om en større Tilnærmelse mellem Kongerne, at Magnus selv kom i et spendt Forhold med Hansestæderne, saa at det i det følgende Aar, som vi ville see, var nødvendigt at megle en „Stilstand„ mellem dem. I Begyndelsen af 1352 vilde Valdemar, tryg fra den Kant, drage over til Fyn og Jylland med en Hær, men kunde ikke komme over Beltet, og da han formodentlig indsaa, at han for Øjeblikket intet her kunde foretage, søgte han en ny Sammenkomst med Kong Magnus og reiste lige op til Ørebro for at finde ham. Dette maa have været i Hjertet af Vinteren, sidst i Januar Maaned, thi alene paa den Tid kan Magnus
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/586
Denne siden er korrekturlest
568
Magnus Erikssøn.
