Algøt disse Besiddelser først, efterat Benedict var bleven Kongens erklærede Yndling. Nyere Historieskrivere have ligefremt yttret en Mening, at der herskede en utilladelig Kjærlighedsforstaaelse mellem Benedict og Dronning Blanche, og at det var hende, hvem han egentlig skyldte sin Ophøjelse[1]. Men de samtidige Kilder vide aldeles intet herom, der findes ikke engang noget Spor eller Tegn til, at Samtiden har haft det mindste at udsette paa Blanches egteskabelige Troskab. Hun var, som man af Fru Birgittas Aabenbarelser kan slutte, ved sin Ankomst til Sverige endnu næsten et Barn, ungdommelig letsindig, og efter den strenge Fru Birgittas Mening „verdslig af Seder“, men ikke engang Fru Birgitta kaster mindste Stænk paa hendes egteskabelige Troskab, tvertimod bebrejder hun hende og Kongen for overdreven og misforstaaet Kydskhed, idet de, efterat have faaet de to Sønner, havde besluttet at leve sammen som Syster og Broder: en Beslutning, der fra Kongens Side maaskee enten kan være opstaaet af, eller senere have været Aarsag til, den Tilbøjlighed til unaturlige Laster, hvorfor han beskyldtes, men som de i alle Fald ikke længe synes at have overholdt, da det lader til, at de ogsaa efter Haakons Fødsel havde Børn sammen, der døde i en spæd Alder[2].
- ↑ Dette siges allerførft af Messenius (III. 16 og XII. 190); det har siden været gjentaget som historisk Vished, men synes, som saameget andet af hvad Messenius anfører, at være blot og bar Gjetning af ham selv, fremsat som Factum. Dette har da Dalin (II. S. 509 faa) endvidere bearbeidet, idet han overhoved, og fornemlig i Kong Magnus’s Historie, opstiller de vilkaarligste Combinationer som ubestridelige Facta. Det vilde være spildt Møje at eftervise alle de Fejl, han saaledes har begaaet, og som senere Opdagelser gjøre end mere iøjnefaldende. Han, som saa mange, har formodentlig staaet i den Tro, at man alene ved slige Digtninger kan fortjene Navn af en „Historieskriver“.
- ↑ Om Birgittas Beskyldninger mod Kongen, s. o. S. 180. Om Dronningen (thi det kan ej være nogen anden end Blanche, som menes) siges der i Revelationerne VIII. 9, at hun blev gift med Kongen i en altfor ung Alder, i Cap. 10, at hun var for verdslig og talte gjerne upassende Spøg „loquitur scurrilia“ – hun har vel gjort sig lystig over Fru Birgittas Syner og Advarsler), i Capitel 10 tales der om Kongeparrets utidige Kydskhedsløfte, der saavidt skjønnes for Dronningens Vedkommende tildeels tilskrives hendes Magelighed og „Sky for Smerter“. Hertil sigter vel Ericus Olai, naar han taler om, at Kongen afholdt sig fra Dronningen, overgivende sig til „damnatissima libido“, at Dronningen i Førstningen var noksaa tilfreds dermed „af Haab om Hellighed og Afholdenhed“, men dog, tilsidst aabenbarede Sagen for Prælater og andre, hvorved slemme Rygter opkom; dog, tilføjer han, levede de noksaa ærbart og kjærligt sammen. Af de føromtalte Andragender til Paven i 1347, hvor der tales om, at de havde ladet sine Børn begrave ved Aas Kloster i Halland, sees det, at de havde haft Børn foruden Erik og
Benedictssøn, der d. 24de Juni 1368 udstedte en Panteforskrivning paa Jordegods i Fridin, da maa dette være Hertug B.s Søn, thi hans Fader var efter det foranførte død allerede før Udgangen af 1361.
