Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/613

Denne siden er korrekturlest
595
1351. Erngist Sunessøn, Jarl paa Orknø.

Arnbjørnssøn (Sparre) og saaledes Moder til hiin Ingeborg, som Benedict Algotssøn skal have forskudt. Om Erngisl berettes det, at han, formodentlig efter Svigerfaderen Malise Jarls Død, drog over til Orknøerne og fik i Kraft af sin Hustrus Arveret en Deel af Øerne[1]. Dette synes at maatte være skeet i Mellemtiden mellem 12te Juli 1351, da han var tilstede ved Raadsmødet i Kalmar, og den 10de April 1353[2], da han pantsatte noget Jordegods til en af sine forrige Undergivne for 50 Mk. Peninger, thi i Løbet af disse syv Fjerdingaar forekommer han ikke i kongelige Breve, skjønt han hørte til Raadet, og det er derhos højst rimeligt, at hans Reise til Orknø falder i den Tid, ligesom og, at den for det første kun har forvoldt ham endeel Udgifter, hvortil han maatte reise Penge ved Laan og Pantsettelser. I dette Pantsettelsesbrev kalder han sig endnu kun slet og ret „Erngisl Sunessøn“, men ikke mere end 26 Dage derfra finde vi ham under Titel af „Jarl i Orknøerne“, og som den ypperste af Norges Raad medbeseglende det Document, der blev oprettet paa Baagahuus den 6te Mai 1353 angaaende Ombytningen af Dronningens Morgengave. Erngisl nævnes her allerførst blandt de tilstedeværende Herrer, endog førend Erkebiskopen selv og alle Biskoperne. Det er saaledes heel sandsynligt, at Kongen har udnævnt ham til Jarl ved dette selvsamme Møde, og da saadanne Udnævnelser fornemmelig plejede at finde Sted paa de større Festdage, er det rimeligst at antage, at den Ser skeet paa Himmelfartsdagen den næstforegaaende 2den Mai, hvorved altsaa Kongen tillige maa have bekræftet ham i de Besiddelser, han havde arvet paa Øerne. Vi ville i det følgende see, at denne Titel senere blev gjort ham stridig af andre Prætendenter, og at den neppe indbragte ham andre Fordele end den tomme Rang; imidlertid er dog denne hans Ophøjelse i 1353 et Tegn paa, at han da maa have staaet sig godt med Kongen, og da dette neppe vilde have været muligt, hvis Benedict Algotssøn allerede da havde været Kongens erklærede Yndling, bliver det herved end mere sandsynligt, at den sidste ikke kom ret i Vejret førend i 1355[3].

  1. Det orknøske Slægts-Brev, Symbolæ ad. hist. Norv. S. 24.
  2. Brev i det svenske Rigsarchiv. Dette Brev er dateret „Holtaboda-Ø“. Beliggenheden kjender jeg ikke.
  3. Om Erngisl Jarl er det forøvrigt at merke, at han efter Annot endnu havde en tredie Hustru ved Navn Ingeborg, der levede i 1378, da han gjorde sit Testament. Messenius bar om disse tre Giftermaal i sit Theatrum nobilitatis Svecanæ p. 47 givet højst urigtige Forklaringer. Han lader Erngist først være gift med „Margareta“, hvis Faders Ravn han ej nævner, derpaa med Ingeborg, Datter af Magnus Gudmarssøn, og endelig med „Agneta“ hvilken sidste da vel skal være „Annot“. Muligt, at M. har Ret deri, at Ingeborg var Datter af Magnus Gudmarssøn. I saa Fald var hiin Syskendebarn til Mæreta, Ulf Gudmarssøns og Fru Birgittas Datter, der var gift med den nysnævnte Knut Algøtssøn.