Da der nu var hengaaet omtrent en Generation, siden Unionen var bleven stiftet, og mange af dem, der da vare Spædbørn eller fødtes kort efter, nu vare voxede op til Mænd under disse Forhold og i Bevidstheden om, at begge Riger hørte sammen, om just ikke nødvendigviis under een Konge, saa dog under een Kongeslægt, kan man heraf ogsaa lettere forklare, hvorledes saadanne Forleninger uden strengt Hensyn til Indfødsret, som de nys nævnte, nu lettere kunde skee end før og neppe engang vakte synderlig Forargelse. Hvis man nøjere kjendte.de store Slægters Familieforhold i begge Lande, vilde vi vist allerede støde paa hyppige Indgiftninger fra det ene Land idet andet, og maaskee paa mange Børn af slige Egteskabet, berettigede til Arvegods i begge Riger. Vi have nu seet Algøt Benedictssøn og Erngisl Sunessøn faa Besiddelser inden Norges Omraade, og ligeledes omvendt Hr. Jon Hafthorssøn ved sit Giftermaal med en svensk Dame at erhverve Besiddelser i Sverige. Ogsaa Sigurd Hafthorssøn havde, uvist hvorledes, erhvervet Ejendomme i Vermeland, og vi have omtalt Sandsynligheden af, at Hr. Orm Eysteinssøn ligeledes ejede Jordegods i Sverige, saa at han kunde optræde blandt dets Magnater, ligesom Erngisl Jarl blandt de norske. Saaledes støde vi egentlig paa det samme Phænomen her blandt det verdslige Aristokrati, som vi allerede have mødt blandt Kirkens Embedsmænd. Unionen havde allerede selv udviklet Spirerne til en nærmere Sammensmeltning mellem begge Nationer, og disse Spirer var allerede komne saa vel til Kræfter, da Foreningen atter for en kort Tid løsnedes noget, at denne Adskillelse selv ikke længer havde saa meget at betyde, men at Bevidstheden hos Nationerne om at høre nærmere sammen fremdeles vedligeholdt sig, og at nye Forbindelser mellem de enkelte Slægter maaskee endog hyppigere end forhen bleve stiftede. Endogsaa Sprogene i begge Riger, altid meget lige indbyrdes, var nu paa god Vej til ganske at smelte sammen. De mange svenske Geistlige, som ansattes i Norge, de hyppigere Forbindelser og den idelige Omgang mellem de forenede svenske og norske Familier, bragte idetmindste Talesproget, tildeels endog Skriftsproget, i de højere Kredse i Norge til at nærme sig det svenske. Det kunde vel ved første Øjekast synes, som om det var en Skade for Norge, at dets eldgamle, velklingende, paa strengt-grammatiske Former rige Sprog nu stod i Begreb med ganske at vige Pladsen for et dengang endnu visselig lidet tækkeligt Overgangssprog, med mere afslidte end afslebne Former, uden strenge Regler, og derfor maaskee ikke engang af to Individer, der kunde skrive, skrevet paa en og samme Maade, men snart nærmende sig Oldsproget, snart det Svenske, snart en eller anden Bygdedialect. Og som en end større Skade kunde det vel ansees, at derved ogsaa den gamle herlige Literatur blev forsømt og forglemt og tilsidst
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/614
Denne siden er korrekturlest
596
Magnus Erikssøn.