Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/622

Denne siden er korrekturlest
604
Magnus Erikssøn.

Byrder af Omkostninger og hvilke forskjellige Slags Trængsler der uophørlig trykke den romerske Kirke, din Moder, og som jo ikke kunne være dig ubekjendte, da de ere vidt og bredt notoriske, tro vi for vist, og tvivle slet ikke paa, at din Hengivenhed for Kirken vilde røres til Medlidenhed, og dit Hjerte bøjes, saa at du ej alene ufortøvet vilde tilfredsstille den i hvad du virkelig er den skyldig, men at du dertil ogsaa af dine egne Penge rigeligen vilde komme den til Hjelp, da det sønlige Forhold har det ved sig, at man staar sin i Nød bestedte Moder bi og søger baade kjærligt og virksomt at afhjelpe hendes Trang. Men da formodentlig enten Mængden af de Forretninger, der optage dig, eller den lange Afstand har gjort, at du ikke ret har overvejet disse Trængsler og Byrder, ville vi herved korteligen beskrive dem for din Storhed og lade dig saaledes vide, at vi for at tilbageerobre Kirkens Landskaber, hvoraf den største Deel har været os berøvet ved nogle Tyranners Uforskammethed, have paataget og fremdeles paatage os store og uudholdelige Byrder og Bekostninger, og at saavel herved, som formedelst Formindskelser i Kirkens Indtægter, der tildeels skyldes netop hine Landskabers Optagelse af Andre, vort og Kirkens Skatkammer er saa udtømt, at det settes ud af Stand til for Eftertiden at udholde samme Byrder. Og derfor paaminde, bede og formane vi din Durchlauchtighed indstændigt, og bede dig endnu indstændigere, at du seer til at gjøre os Rede og Rigtighed for de os og Kammeret tilhørende Penge, som du nu allerede for lang Tid siden fik laant af vor kjære Søn Johan Guilaberti, Decanus i Dorpat og det apostoliske Sædes Nuncius, og at du uden længere Tidsforhaling vil lade den indbetale til os eller vore Folk i Flandern, som du har lovet, saaledes at vi hos dig, som vi og tro, ville finde sønlig Kjærlighed og Medlidenhed, og at vi ej nødes til at anvende noget andet Middel; thi da vi ikke kunne taale nogen yderligere Udsettelse heri, ville vi ellers søge ved Rettens Middel at holde vor Kirke skadesløs“[1].

  1. Regest. Innoc. VI. Secret. ann. 4 fol. 23. Om den Finansnød, hvoraf Paven leed i denne Tid, og som han saa ynkeligt beskriver i Brevet til Kongen, faar man den bedste Forestilling ved at betragte Udgifterne og Indtægtsposterne i det nysomtalte Regnskab for 1355. Her opføres som Indtægtsposier: a) Census og Visitationes (Prælaters Afgifter ved deres Besøg) omtrent 19150 Guldgylden; b) Servitspenge omtrent 39200 Guldgylden; c) forskjellige Indtægter, hvoriblandt dog ogsaa 14500 laante af fem Cardinaler, omtrent 200000 Guldgylden; d) Cancelliesportler (emolumenta bullæ) omtr. 3650 Guldgylden; e) fra Nuncierne, som ovenanført, 36052 Gylden foruden endeel mindre Pengesummer, der tilsammen med hine mindst maa have udgjort 50000 Gylden; f) Indtægter af Avignons Kirke og Biskopsdømme, foruden Naturalindtægter i Korn, Hø, Viin, o. s. v., omtr. 3200 Gylden; g) af den saakaldte pecunia tricecimæ omtr. 15500 Gylden; h) af