gjøre dig virksom Umag for, at Kongen i dette Stykke efterkommer vor Begjering og for Alvor strider til dens Udførelse. Iligemaade, at du nu, naar samme Nuncius paa vor Befaling vender tilbage til hine Egne, tager venligt imod ham, som vi herved anbefale, og lader ham nyde din Hjelp, Yndest og Beskyttelse i at fremme sine Hverv, idet du maa være forvisset om, at vi med Guds Hjelp ville gjengjelde din Fromhed med Gunstbeviisninger“[1]. I dette Brev lod Paven ikke engang den fjerneste Hentydning falde til strengere Midlers Anvendelse. Ligesaa venligt og lemfeldigt udtrykte han sig i to ligelydende Breve, som han samme Dag skrev, et til hver af de tvende Drottseter, Nikolas Thuressøn i Sverige og Orm Eysteinssøn i Norge[2]. Derimod udtalte han sig bestemtere i to indbyrdes ligelydende Breve af samme Datum til Erkebiskop Peter i Uppsala og Biskop Thomas i Vegsjø, der begge var af de uheldige, som havde lovet at indestaa for Laanet. Brevene indeholde i Førstningen kun Anbefalinger for den til Norden tilbagevendende Johan Guilaberti, og Paven bevidner dem sin Taknemmelighed for den Forekommenhed, de allerede under hans sidste Besøg i Sverige havde viist ham. Men derpaa heder det: „Da vor kjæreste Søn i Christo, Kong Magnus, uagtet hyppige Paamindelser fra os ved vore Nuncier og Breve, om at tilbagebetale de Penge, han, som du veed, skylder os og den romerske Kirke, og hvorfor baade du og andre have stillet os og Kirken Selvskyldnercaution, dog ikke har fundet for godt at gjøre os Fyldest, har vor kjære Søn Johan Maurelli, Provst ved Hellig Kors Kirke i Lüttich, vor Kammer-Auditor, hændet Dom over ham lydende paa Excommunication og andre Straffe; hvorfor vi til vore øvrige Bønner ogsaa føje denne, at du ved Offentliggjørelse og Executionen af samme Dom vil vise dig saa gunstig i Ord og Gjerning, at din Fromhed yderligere berømmes af Frugterne, og du ikke selv kommer til at lide nogen Skade; thi i Fald Kongen gjør Vanskeligheder eller fremdeles gjør Forhaling med Tilbagebetalingen, skulde vi jo nødvendigviis maatte have Regres til dig og de øvrige Medskyldnere“[3]. Denne lille Advarsel, der formodentlig ogsaa er kommen til andre da endnu levende geistlige Cautionister, viser, at det nu var Pavens Alvor at bruge strengere Midler. Besynderligt er det ellers, at Paven ikke skrev paa samme Maade til Biskop Nikolas af Linkøping, der dog i sin forrige Stilling som Cantsler havde deeltaget i Forløftet. Men til ham, saavelsom til Erkebiskop Olaf i Nidaroos og Biskop Sig-
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/624
Denne siden er korrekturlest
606
Magnus Erikssøn.
