det udtrykkeligt heder, efter Overlæg med de tre nævnte Herrer og andre af Kongens nærmeste Tjenestemænd; saa kan dette dog neppe have været Hovedgjenstanden for deres Forhandlinger[1]. Thi Drottsetens Nærværelse kunde vel paa en Maade siges at være nødvendig eller idetmindste ikke overflødig herved, forsaavidt der ogsaa var Tale om Norges Rettigheder ligeoverfor den nederlandske Stad, men en saadan Raadslagning som denne, mellem Kongen, hans Yndling Hertug Benedict, den nybagte Jarl, nu halv svensk halv norsk Magnat, og den norske Drottsete, samt nogle andre unavngivne Hofmænd uden mere anseede Raadsherrers Nærværelse, har dog noget uformeligt ved sig og synes mere at skyldes den Omstændighed, at de nævnte Herrer allerede vare forsamlede for at afgjøre andre vigtige Anliggender, end at de af den Aarsag alene skulle være kaldte sammen. Hovedhensigten med disse Raadslagninger har vel derfor snarest været den at overlægge om Maaden, hvorpaa det gjensidige Forhold mellem Kongen og hans Sønner nu bedst kunde ordnes, og de farlige Følger forebygges, som Ærgjerrighed og Skinsyge mellem Brødrene ellers kunde foranledige. Det var, som vi allerede have seet, ikke Meningen, at naar Kong Haakon nu fik Kongenavn og tiltraadte Regjeringen i Norge, hans eldre Broder Erik da ogsaa skulde faa Kongenavn i Sverige eller nogen Deel at raade over. Men da det ej var at vente, at han, ærgjerrig, som han var, og lidet kjærligt stemt imod Faderen, skulde finde sig deri, især efterat Benedict Algøtssøn, skjønt kun en ringe Undersaat, havde faaet saa uforholdsmessigt store Forleninger, og da han desuden nu snart skulde have Bryllup med sin Festemø, Beatrix af Brandenbnrg, kunde der være Anledning til at befrygte alt af ham og hans Venner, hvis man ikke gjorde ham nogle Indrømmelser. Og naar man nu seer, at Erngisl Jarl siden viiste sig som en af Eriks vigtigste Tilhængere, maa man og formode, at han har indfundet sig ved disse intime Forhandlinger paa hans Vegne og med hans Fuldmagt. Man har ligeledes Grund til at antage, at Danekongen, der var Morbroder til Kong Eriks vordende Hustru, har talt hans Sag. Men hvad der end har været forhandlet, Erik vedkommende, saa vise de paafølgende Begivenheder, at Resultatet var utilfredsstillende.
Det er allerede slemt nok, at de samtidige Kilder indeholde saa lidet eller slet intet om Dagen, da Kong Haakon tiltraadte Regjeringen; men endnu uheldigere er det, at de ikke nævne noget om den statsretslige Stilling, Kong Magnus nu kom til at indtage i Norge ligeoverfor sin
- ↑ Dipl. Norv. V. 222.
