af Skatlandene idetmindste Island. Hiin Mening, at Norge og Sverige nu skulde ganske skilles ad, blev altsaa, om Høvdingerne havde haft den i 1343, ikke opnaaet, da Magnus vedblev fremdeles at være Konge i Sverige og havde dog meget store og vigtige norske Landskaber at raade over. Foreningen var saaledes i og for sig ikke stort løsere end før. Men idet Væsentlige havde dog Høvdingerne opnaaet hvad de især ønskede, nemlig at have en af Sverige uafhængig Konge i Landet selv, og efter hine Tiders statsretslige Forestillinger kunde de heller ikke ansee den nu skete Ordning af Forholdene for ubillig eller saa skadelig, som den i Virkeligheden maatte være. Men den var dog unegtelig en Afvigelse fra, hvad der var bestemt i 1343, og en Afvigelse saa stor, at den nødvendigviis maa have været Gjenstand for og Resultat af alvorlige og vistnok langvarige Forhandlinger, hvorom vi nu desverre savne Efterretninger. Det ligger nærmest at antage, at det Hele allerede blev aftalt og bestemt i 1350, da den første udtrykkelige Udsondring af visse Landskaber fandt Sted, og det er ikke usandsynligt, at disse Indrømmelser skete til Bedste for Magnus, fordi han allerede da, tidligere end det oprindeligt var bestemt, bekvemmede sig til at opgive Regjeringen over Størstedelen af Norge; med andre Ord, at man da fra begge Sider kom hinanden imøde og samtykkede i visse Modificationer af Vardberg-Actens Artikler, saaledes at Kongen gik ind paa Høvdingernes Ønske om at foregribe Tidspunktet, da Norge skulde faa en egen Regjering, imod at disse fandt sig i Landets Deling, og deri at Haakon ikke fik Kongetitel førend ved den egentlige Hylding, naar han selv tiltraadte Regjeringen. Men hvorvidt de Landskaber, som Magnus beholdt efter 1355, vare ganske de samme som de, der tildeeltes ham i 1350 (vi see her bort fra Ombytningen af Morgengave-Landene, da denne ingen videre Indflydelse havde paa det Administrative), eller om han i 1355 maatte afgive nogle deraf, f. Ex. Haalogaland, Hjaltland o. s. v., derom savne vi, som sagt, al paalidelig Efterretning. Vi kunne alene efter det ovenfor udviklede sige saa meget, at Sandsynligheden er for det sidste.
Det var en nødvendig Følge af Haakons Tronbestigelse som myndig Konge, at Hr. Orm Eysteinssøns Embede som Drottsete og Seglbevarer ophørte. Thi Drottsete-Embedet var nu engang i Norge kommen til at blive eenstydende med Rigsforstanderskabet. Derfor see vi ham ogsaa kort efter denne Forandring (8de October) indsegle en Forordning, som Kong Magnus udgav for Island fra Bergen, maaskee under det samme Ophold der, som Kongehyldingen allerførst havde foranlediget, i den beskedne Egenskab af Kongens Secretær[1], medens han
- ↑ Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, I. S. 437. Man skulde dog vel ellers ikke
