sig, for at tjene et halvt Aar; Kongen skulde da underholde og i Tilfælde at de bleve tagne til Fange udløse dem, men ej betale dem Sold, uden hvis Skaane erobredes ved deres Hjelp: da skulde han ogsaa paa sin Bekostning sende dem hjem[1]. Og samme Dag udstedte Knut Porse „Kongens Befalingsmand paa Vardberg“, sit Brev om at han og hans Venner havde indgaaet den Overeenskomst med Ridder Martin paa Fyrst Henriks Vegne, at de i alt, hvad de kunde, skulde staa Fyrsten og hans Søn Albert bi mod Alle og Enhver undtagen Kong Magnus og hans Moder[2]. Da det nu vel snart viiste sig, at det dog ej lod sig gjøre, i dette Aar at begynde noget Feldttog mod Danmark, sendte hun Thorgils, Chorsbroder i Skara og hiin højtbetroede Peter Nikolassøn over til Mecklenburg, for i hendes Navn og under hendes Segl at oprette to Tillegscontracter, hvori enkelte Bestemmelser i de foregaaende noget forandredes; nemlig at hvis der opstod Krig mellem Fyrst Henrik og Danekongen, skulde hun og Kong Magnus inden en Maaned efter Tilkjendegivelse og Anmodning derom forsøge at megle Fred; lykkedes det ej, skulde de begge hjelpe ham af al Magt: omvendt skulde Fyrst Henrik i lignende Tilfelde gjøre det samme mod Kong Magnus. I et andet Brev lovede hun for eget og sine Venners Vedkommende at understøtte ham og betragte de Fornærmelser, der tilføjedes ham, som overgaaende hende selv. Begge disse Breve dateredes og udferdigedes siden i Dobberan den 4de September[3].
Saaledes var nu Krigen forberedet, alene til Bedste for Hertugindens ærgjerrige Yndling Knut Porse, uden at Rigernes regelmæssige Repræsentanter vare hørte eller deres Samtykke erhvervet. Ja snarere var det endog skeet hemmeligt, med den bestemte Hensigt at udelukke Fleerheden af begge Rigers Høvdinger fra Deeltagelse i Raadslagningerne derom, da man uden Tvivl maatte kjende den almindelige Stemning, der siden gav sig Luft i de alvorligste Beklagelser og kraftigt Skridt til at hindre saadant for Fremtiden, altfor godt til ej at vide paa Forhaand, at man ved et almindeligt Høvdingemøde saavel i Norge som i Sverige vilde faa Afslag paa enhver Regjering om Bidrag og Understøttelse. Derfor har man
- ↑ Styffe, Bidrag o. s. v. S. 6.
- ↑ Sammesteds S. 7.
- ↑ Sammesteds S. 8. 10. Naar man ikke nærmere kjendte Omstændighederne, skulde man heraf kunne forledes til at tro, at Hertuginden selv havde været i Dobberan, ligesom og af Udtrykkene i den mecklenburgske Gjenpart af Giftermaalscontracten, at Fyrst Henrik og de saxiske Fyrster og de mecklenburgske Herrer havde været paa Baagahuus. Men saaledes skete det i hiin Tid ofte, at højtbetroede Sendebud fik forudbeseglede Blanketter med til Udfyldning eller og at Seglene først senere tilføjedes.
