ledige, eller om de forrige Indehavere endnu levede, men havde maattet gjøre Plads for andre paa Grund af Tronskiftet[1]. Ogsaa veed man om de nye Embedsmænd ikke stort andet, end hvad de heed, og man erfarer derfor heller ikke noget om, hvad de udrettede, saa at det kun er af liden Interesse at holde nærmere Regning med dem. En af de Sysselmænd, der blev i Embedet, og som saaledes maa have staaet sig godt med den unge Konge og hans Omgivelser, var Hr. Agmund Finnssøn i Ryfylke. Men han var saa mægtig, at det neppe engang vilde lade sig gjøre at styrte ham, om man end nok saa meget kunde have ønsket det. Imidlertid synes det, som om han, og det maaskee endog allerede i længere Tid, ved Siden af sin Syssel i Ryfylke ogsaa tillige var Sysselmand i Indre Sogn, eller man maa snarere antage, at han har haft Overbestyrelsen eller været Hirdstjore over hele Gulathingslagen eller den største Deel deraf. Thi i Aaret 1359 nævnes Joseph Karlhovedssøn paa Kaupangr som hans „Ombudsmand“, ikke „Lensmand„ i Udførelsen af Sysselmands-Forretningerne[2] i Indre Sogn, og allerede i et Pavebrev af 1350 nævnes Hr. Agmund som henhørende under Bergens Diøcese, medens han nogle Aar senere siges at henhøre under Stavangers[3], hvor han egentlig hørte hjemme, saa at man kan slutte, at han snart opholdt sig paa et, snart paa et andet Sted. Dette faar nu staa ved sit Verd; det er idetmindste heel rimeligt, at det saaledes forholdt sig, thi vi have allerede seet Hr. Agmund Guthormssøn indtage en lignende Stilling i østre Viken, og sandsynligviis Hr. Ivar Agmundssøn ligesaa i Tunbergs Fehirdsle og Skienssyssel.
Der nævnes ikke stort om hvad der tildrog sig i Norge i de nærmeste Aar efter Kong Haakons Regjerings-Tiltrædelse. De Begivenheder, der nu fulgte Slag i Slag paa hinanden i Sverige, og som endte med Unionens fuldkomne Opløsning, optog saaledes Kongernes og vel ogsaa Høvdingernes Opmerksomhed, at man neppe foretog sig synderligt af Betydenhed i selve Landet; de fremmede Chronister have alene Øje for hvad der skete i Sverige, og de islandske Annaler dvæle i denne Tid næsten ikke ved andre Anliggender end Øens egne, neppe af anden Grund
