den, som ikke holdt fast ved dette. Derhos forfattede de endnu paa Althinget efter selve Hirdstjoren Holtes Raad et Klagebrev til Kong Magnus, hvori de nøje udviklede hvad der var den gamle Skik, som de ønskede overholdt, med Biskopernes Visitatsreiser og Antallet af deres Følge, idet de bad Kongen paa det indstændigste at give sin Bekræftelse herpaa. Tolv Bønder fra Nordlandet satte sine Segl derunder[1]. Hele Almuen erklærede sig siden enig deri paa tre Thing, formodentlig Leidarthing, der holdtes umiddelbart efter Althinget. Orm merkede nu, at han var gaaet for vidt, og tilbød sig paa Hegranes Leidarthing at ville lade det blive ved det Gamle, med enkelte Undtagelser. Men man var saa opbragt paa ham, at man ikke engang vilde høre hvad han sagde, og Bønder og Almue svarede ham kun med Skrig og Negtelser. Da fandt Orm det raadeligst at drage over til Norge for at forsvare sig for Kongen og søge Hjelp hos ham, og Jon, der var næsten ligesaa forhadt i sit Biskopsdømme, fulgte med ham paa det samme Skib, saa at der den paafølgende Vinter (1347–1348) ingen Biskop var i Landet. Det maa dog ikke have lykkets Orm i Løbet af Vinteren at finde Kong Magnus, uagtet denne før Juul kom til Baagahuus og i Februar holdt et Høvdingemøde i Oslo. Siden blev der endnu mindre Udsigt dertil, da Kongen om Vaaren vendte tilbage til Sverige, og om Sommeren gjorde sit første Tog til Rusland. Men det lader til, at Orm ikke vovede sig tilbage til Island, førend han enten havde faaet Kongen i Tale og erhvervet yderligere Bistand hos ham, eller hans Biskopsdømmes Indbyggere var blevne noget mildere stemte for ham, thi han forblev indtil videre i Norge og overtalte, efter hvad man maa formode, sin Collega Jon til at reise over med Brev fra ham og søge at megle Fred for ham med Nordlendingerne under hans Fraværelse. Jon reiste ogsaa om Sommeren 1348 og begav sig endnu samme Høst til Hole, hvor han stevnede Bønderne til Things. De indfandt sig talrige, og han lod formodentlig Biskop Orms Brev oplæse for dem. Men de vilde i aldeles ikke vide af noget Forliig, uden naar de beholdt sine gamle Friheder, heller ikke vilde de have ham til Megler eller Voldgiftsmand. Jon vendte derfor med uforrettet Sag hjem til Skaalholt og blev kort efter syg og døde (12te December 1348). Efterretningen om hans Død kom naturligviis ikke til Norge førend ud i det følgende Aar, og til hans Efterfølger valgtes da, som det forhen er nævnt, Gyrd Ivarssøn, Abbed ved Jonsklostret i Bergen, altsaa atter en Nordmand. Men den store Mandedød, som kort efter indtraf, foraarsagede, at han ikke kunde blive
- ↑ Her tales og om et Brev fra en Prest Erik Thorsteinssøn, som Jon havde med, men det siges ikke, hvo denne var.
