Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/645

Denne siden er korrekturlest
627
1343–1356. Begivenheder paa Island.

indviet førend i det følgende Aar, og da der i 1350 ikke gik noget Skib fra Norge til Island, kom han ikke ud til sit Sæde førend i 1351, saaat Island følgelig i halvtredie Aar var uden Biskop, da Orm fremdeles opholdt sig i Norge[1]. Imidlertid var det endelig lykkets Orm, under Kongens Ophold i Bergen 1350, da Regjeringsforandringen fandt Sted, at tale sin Sag for ham og stemme ham ganske til sin Fordeel, thi Kongen lod et meget skarpt Brev udgaa til Bønderne i Hole Biskopsdømme (2den Juni 1350), hvori han yttrede, at gode Mænd nu nys havde berettet for ham og hans Raad, hvor utilbørligt man havde faret frem, og viist sig ulydige mod Guds og Kirkens Ret, idet de havde gjort Stempling imod deres Kirkes Formand, hans kjære Ven Biskop Orm, og vilde understaa sig at give Regler for hans Reise og Antallet af hans Følge, naar han skulde udføre sine Embedssysler. Da dette, siger Kongen videre, ej kunde taales, bød ham dem alle og enhver at vise Biskop Orm og andre lærde Mænd, hans Ombudsmænd, al den Lydighed, som Hole Kirke og dens Formænd havde nydt, lige indtil denne Uenighed begyndte, og særskilt indstevntes Benedict Kolbeinssøn, hans Søn Kolbein, og 6 andre Bønder til at møde for Kongen selv eller Drottseten og stande til Rette efter Landets Love, samt see Sagen afgjort af Erkebiskopen og Kongen, eller Drottseten og Rigsraadet, om Kongen ei var i Landet. Undlod de det, skulde de straffes som Landraademænd[2].

Med dette Brev til sin Betryggelse vovede endelig Orm i det følgende Aar at vende tilbage til Island, hvor han nu ogsaa atter havde en Collega ved Siden. Men at Nordlendingerne endnu ikke tabte Mødet, sees deraf, at Orm endog satte en af de Indstevnte, Kolbein Benedictssøn, i Bann og lod fire af hans Svene føre som Fanger til Hole og lægge i Lænker for at tvinge dem til at underkaste sig en streng Pønitens. Dette bevægede dog Kolbein til at gaa til Forliig med Biskopen, og de øvrige Indstevnte gave ligeledes forsaavidt efter, som de efterkom Kongens Stevning og i 1352 drog over til Norge. Men muligtviis havde de ogsaa Haab om at faa Kongen omstemt ved at fremstille Sagen anderledes for ham, end Biskopen hidtil havde gjort. Og dette skal virkelig være lykkets dem, thi i det følgende Aar, siges der, kom de hjem med Kongebrev om, at Kongen ej vilde tillade Biskoperne at paatvinge Indbyggerne nye Skikke, og at Biskop Orm skulde løse de øvrige af sine Modstandere, som han havde bannsat. Dog var de Fordele, som de havde opnaaet, neppe saa store, som de gav dem ud for.

  1. Om Biskops Orms Deeltagelse i Højtideligheden ved Gyrds og flere Biskopers Indvielse ved Biskop Salomon, s. o. S. 410.
  2. Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 433.