Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/65

Denne siden er korrekturlest
47
1321. 1322. Hertugindens utilbørlige Indflydelse.

vel og indskrænket sig til, formodentlig i al Stilhed at indkalde de ovennævnte faa Herrer, paa hvis Bifald og Samvirken man kunde være tryg, for at det, der i hvert Rige nu kaldtes Rigsraad, dog nogenledes i det fremmede Sendebuds og hans Fyrstes Øjne kunde være repræsenteret. Norges mest anseede Mænd var i denne Tid paa de modsatte Kanter af Riget. Erkebiskopen var heelt oppe i Vaagen paa Haalogaland[1], Erling Vidkunnssøn havde nys været der, og laa maaskee endnu paa Bjarkø[2]. Over-Fehirden Jon Bjarnessøn og flere andre anseede Mænd havde Maaneden forud været paa Gulathing, medens Biskopen i Stavanger opholdt sig i Bergen for at hjelpe til ved Indvielsen af den nye skaalholtske Biskop, hvilken Erkebiskopen, som fraværende paa sin Visitats i Nordland, ej kunde udføre, og derfor havde overdraget Biskop Audfinn[3]; den forhenværende Cantsler, Provst Ivar Olafssøn, synes at have været optagen af en Proces med Munkene paa Hovedøen[4]. At Hertuginden nogensinde alvorligt tænkte paa, saaledes som hun lovede, at erhverve alle disse Herrers, saavelsom de øvrige svenske Rigsraaders, Samtykke og Segl, er lidet troligt: hun gav sikkert Løftet alene for derved at betrygge Fyrst Henriks Sendebud, men uden engang at have mindste Haab om at faa det opfyldt, ligesom det da og er vist og sandt, at det ej opfyldtes, men at Brevene den Dag idag ikke tælle flere Segl end de oprindelige. Paa denne Maade kunde man nok senere i Norge have al Grund til at klage over, at „Kongens Segl har været meget slet bevaret og altfor ofte benyttet indenlands, men udenlands endog aldeles misbrugt til at leje Soldater, begynde Ufred og treffe andre store Foranstaltninger“[5]. Hertuginden havde nu engang faaet det i sin Vold og brugte det saa meget ivrigere, som hun ikke havde det svenske. Det erfares, at hun i Løbet af Vinteren 1321–1322 var med sin Søn i Norge, hvor Kongen den 20de Marts paa Akershuus Slot i hendes Nærværelse stadfestede alle de Gaver, hans Morfader og han selv havde skjenket til Mariekirken i Oslo[6]. Hvad hendes Hensigt var med dette Besøg, om det

  1. See Brev af 8de Juli i Dipl. Norv. II. 144, der viser, at Erkebiskopen da var paa et Prestemøde i Vaagen.
  2. Brev af 8de Mai i Dipl. Norv. 163 viser at han da var i Vaagen.
  3. Indvielsen skete 24de Juni, see Suhm XII 347.
  4. Breve af 14de April til 1ste Mai om denne Sag i Dipl. Norv. IV 148. 123. V 65. 66.
  5. See nedenfor Klagen over den mislige Forvaltning.
  6. Suhm, XII. 19. Brevet selv haves kun i en daarlig Paraphrase, og derfor kunne vi ej være sikker paa at det rigtigt er gjengivet, men skulde Ordene „at Hertuginden beseglede Brevet i Kongens Nærværelse“ være rigtige, da ere de dobbelt merkelige, forsaavidt Excantsleren, Provst Ivar, ogsaa synes at have været tilstede.