det tydeligt nok, at Erik ikke paa langt nær opnaaede hvad han ønskede, og at hans Fader ikke engang har villet tilstaa ham Kongetitlen, som han dog fra denne Tid af antog i alle offentlige Acter, og som ingen uden Faderen synes at have gjort ham stridig[1]. Man erfarer ligeledes, at han gav sin paafølgende fjendtlige Optræden mod Faderen et Udseende, som om han alene vilde befri Landet for den uverdige Yndling. Dennes Handlemaade synes og at have været heel egenmegtig og skikket til at sætte ondt Blod, ligesom det og maatte vække Forargelse, at Kongen dyngede alle mulige Herligheder paa ham, med Tilsidesættelse af sin eldste Søn. Ikke nok med at han havde faaet Halland og Finland, gav Kongen ham Skaane at bestyre, efterat den forrige Befalingsmand, Hallsteen Peterssøn, uvist hvorfor, var fratraadt, og i denne Egenskab tog han ikke i Betænkning at beslaglegge eller inddrage den nys forud afdøde Erkebiskop Peters efterladte Gods, medens dennes udvalgte Eftermand Jakob Nikolassøn om Høsten 1355 var nede i Avignon for at hente sin Bekræftelse hos Paven. Kongen, heder det, fik rigtignok Skylden derfor. Den rette Sammenhæng torde vel alene være den, at da Erkebiskop Peter havde været en af de føromtalte Selvskyldnere ved det store Laan, og Kongen enten allerede havde faaet Melding om den pavelige Kammerretsdom af 24de October 1355, der forpligtede ham til at betale Laanet tilbage med en Maaneds Frist under Banns Tvang, eller han i alle Fald maatte være belavet paa et saadant Udfald af Processen, ansaa han sig berettiget til at seqvestrere Erkebiskopens efterladte Gods, der ifølge Gjeldsbrevets udtrykkelige Lydelse heftede for Laanet, ligesaavel som hele Erkestolens Indtægt; et Seqvester, hvorved han strengt taget endog ligesaameget varetog Kammerets, som sin egen Tarv. Man hører heller ikke, at Johan Guilaberti ved sin Ankomst til Sverige det følgende Aar i nogen Maade ankede derover eller drog Kongen til Ansvar derfor, om det end var naturligt, at Erkebiskop Jakob, da han kom tilbage med Pallium, blev forbittret og sluttede sig til Hertugens Fjender[2].
- ↑ Det er allerede ovenfor omtalt, at uagtet Erik selv altid kaldte sig Konge, finder man aldrig, at Kong Magnus selv har givet ham denne Titel, men at han alene kaldte ham „sin Førstefødte“, medens han derimod efter 1355 stedse kaldte sin Søn Haakon Konge. Saaledes f. Ex. netop i Forliget til Jønkøping 1357, hvor Fredsmeglerne, Hertug Albrecht og Grev Adolf, i Intimationen betitle baade Magnus og Erik som Konger, Erik endog desforuden som „Herre til Skaane“, medens Kongen selv kun kalder Erik sin „primogenitus“, Haakon derimod „dei gratia Norvegiæ rex“. Det maa altsaa heraf sluttes, at hvordan nu end den af Erik paaberaabte Hylding og Kongedømmelse har været beskaffen, saa har Kongen ikke villet ret anerkjende den.
- ↑ Om denne Tildragelse fortælles der kun i det danske Chron. af 1357, Scr. r. D. VI. Der staar, at det biskopelige Gods (bona episcopalia) af Her-
