Ogsaa fra de tydske Stæder hørtes Klagemaal over Hertug Benedict; de besværede sig til Kongen over, at deres Borgere, naar de besøgte Kongens Riger og Lande, tyngedes med nye og uvante Toldpaalæg m. m., og bad ham især formaa Hertug Benedict til at lade dem nyde sine gamle Friheder uforkrænkede[1].
Den aabenbare Tvist mellem Kong Magnus og hans Søn Erik tog sin Begyndelse om Høsten 1356. Et Forsøg til at megle mindeligt Forliig mellem dem lader til at have fundet Sted ved Midsommertider i Ljodhuus, hvor baade Kong Magnus og Erngisl Jarl, der stod paa Eriks Parti, synes at have været tilstede, og hvor Erngisl derfor maaskee endog har mødt som Eriks Fuldmegtig[2]. Men de paafølgende Begivenheder vise noksom, at Forsøget, om det har fundet Sted, var forgjeves. Kong Magnus vendte tilbage igjen til Stockholm, og Erik begav sig kort efter, formodentlig i September, til Kong Valdemar i Danmark, hans unge Frues Morbroder, neppe i anden Hensigt end at beklage sig over sin Fader og bede Valdemar om Hjelp imod ham. Valdemar tog venligt imod ham og viiste ham megen Ære; man kan heller ikke tvivle
- ↑ See Lappenbergs Sartorius II. S. 430, og Lagerbring III. S. 422. Brevet, der findes i Concept i det rostockske Archiv, mangler Aarstal, men er dateret 1ste August, formodentlig 1356, da Klagen over Hertugen mest vel angaar ham som Befalingsmend over Skaane. Og disse Klagemaal have vel formodentlig dannet det ostensible Paaskud til, at Hertug Albrecht tog aabenbart Parti med Erik Magnussøn.
- ↑ See Folke Jonssøns Gjeldsbrev, dateret Ljodhuus d. 2den Juli 1356, (Dipl. N. II. 332), hvorved han tilstaar at være Kong Magnus skyldig 200 Mkr. Peninger, at betale paa Opfordring, dog saaledes at heraf skulde afgaa, hvad en Ride-Hest kostede, der skulde overlades til Erngisl Jarl. Heraf maa man slutte, at baade Kongen og Erngisl have været sammen i Ljodhuus, og at der tillige har været private Pengesager omhandlede mellem dem. Ellers kunde man, naar man med Styffe (Bidrag &c. S. XII) antager, at Eriks Bryllup med Beatrix ej fandt Sted førend om Sommeren 1356, ikke finde det usandsynligt, at det har staaet i Ljodhuus ved de Tider, og at dette har været Anledningen saavel til Kongens som Jarlens Nærværelse. Men da maa man og antage, at Striden mellem Kongen og hans Søn først efter den Tid tog sin Begyndelse.
tugen „aldeles confiskeredes“ (omnino sunt confiscata). Dette kan dog neppe tages i anden Betydning end ovenfor fremsat, især da den, der har nedskrevet Beretningen, aabenbart viser sig som Hertugens afsagte Fjende. „Bona episcopalia“ er desuden tvetydigt; det kan betegne Erkebiskopens private Efterladenskab, eller Biskopsstolens Gods. Men begge Dele heftede ifølge Gjeldsbrevet for Laanet. Der siges ellers ikke, naar det skete; man seer kun, at det maa have været en god Stund efter Kongernes Møde i Helsingborg den 24de Juni, og snarere seent om Høsten, medens Kong Magnus var i Bergen. Dette passer og dermed, at Erkebiskop Jacob ej kom hjem med Pallium førend 1356.
