paa, at han gav ham Medhold og opmuntrede ham til at gjøre Opstand, skjønt han ikke aabenbart tog hans Parti, men snarere gav sig Mine af at være Magnus’s Ven og virke til hans Bedste. Fremdeles seer man af det følgende, at Erik enten personligt eller ved fortrolige Udsendinger har gjort Aftale med Hertug Albrecht af Mecklenburg, der formodentlig anstillede sig, som om han vilde varetage Stædernes Interesser mod Hertugen, og at Albrecht har tilsagt ham sin Hjelp i den forestaaende Feide. Da Erik var kommen tilbage, kastede han aabenbart Stridshandsken, idet han den 17de October 1356 fra Kalmar lod udgaa en almindelig Opfordring til hele det svenske Folk om at staa ham bi mod Benedict, som han kaldte sin og Kronens Fjende, med store Klager over den Skade, som Landet for hans Skyld havde lidt, idet saamange Borge og Landskaber, der tilhørte Kronen, vare blevne afsondrede derfra, – uden dog, som man seer, at kunne paaberaabe sig andet end dette, at Benedict havde faaet uforholdsmessigt store Forleninger. Selv giver han sig her, maaskee for første Gang, Kongetitel, idet han endog kalder sig „Svea og Gøta Konge og Herre over Skaane“. Derimod kalder han Benedict Algotssøn hverken Hertug eller Herre[1]. Ej længe efter drog Erik til Halland og belejrede Vardberg, Benedicts Hovedborg, og til Erik sluttede sig ej alene Erngisl Jarl, flere Biskoper og mange“verdslige Herrer, men ogsaa Hertug Albrecht, der med en tydsk Krigshær var dragen over til Skaane og tillige havde faaet Grev Adolf af Holsten, Hertug Johans Søn, i Følge med sig[2]. Mod denne Styrke kunde Benedict ikke staa sig, men tog Flugten, der siges ikke hvorhen, og Vardberg faldt i Eriks Hænder. Kong Magnus synes vel at have gjort et Forsøg paa at komme sin Ynd-
- ↑ Brevet er meddeelt hos Lagerbring, til. S. 429. At dette var hans første aabenbare Skridt raa Oprørsbanen maa sluttes deraf, at han ikke besegler det med „det Segl, han hidtil havde brugt;“ han havde altsaa endnu ikke faaet noget Kongesegl ferdigt.
- ↑ Vardbergs Belejring og Hertugens Forjagelse omtales i Krøniker, medd. i Scr. R. Sv. I. S. 29, 58 (ogsaa Scr. R. D. I. 390); den sidste Begivenhed ogsaa i Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530. Vi finde Erik ved eller paa Vardberg den 27de Decbr., da de Forleningsbreve, som strax herefter skal omtales, bleve udstedte, og de Herrer, som medbeseglede disse, vare altsaa, om just ikke tilstede, da Beseglingen bagefter kunde erhverves, dog i alle Fliid stam gunstige: det var Erkebiskop Jacob af Lund, Erkebiskop Peter af Uppsala, Biskoperne Nikolai af Linkøping, Magnus af Vesteraas, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, Thomas af Vegsjø, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn, Ketil Glysing, Gøtstav Arvidssøn, Johannes Christinessøn og flere Andre. Endnu den 28de October havde Kong Magnus modtaget af Erkebiskop Peter og Biskop Thomas noget over 1231 Mkr. sv. som den ham tilkommende Halvdeel af Fireaarstienden fra deres Diøceser, altsaa havde de da endnu ikke erklæret sig for Erik.
