til Hertug Albrecht, der vel ogsaa i Midten af August Maaned 1358 med en stor Hær kom til Skaane for derfra at drage over til Sjæland, men fandt, at Kong Valdemar havde gjort saa gode Forsvarsanstalter der, at et Angreb ej var at tænke paa, og derfor afstod fra sit Forehavende, ja sendte endog en af sine Medforbundne, Hertug Barnim af Stettin, over til Valdemar for at dagthinge om en Stilstand, der sluttedes med den Aftale, at der senere skulde holdes et Fredsmøde i Stralsund. Her, siges der, underkastede flere af Herrerne, Hertuger og Grever – men det nævnes ikke hvilke – sig Valdemar og aflagde ham Hylding, ligesom det ogsaa bestemtes, at han skulde have en personlig Sammenkomst med jydske Herrer ved Nyborg. Her vilde han dog, maaskee af Frygt for Forrædere, ikke personligt indfinde sig, men sendte sin Søn og nogle Andre i sit Sted, hvilke udvirkede, at Befuldmegtigede fra Jyderne fulgte dem under Leide til Slagelse for her at underhandle med Kongen. Denne synes ikke engang oprigtigt at have ønsket Fred under nærværende Omstændigheder, thi han lod længe vente paa sig, og, da han endelig kom, lille Juulaften, forelagde ham dem Betingelser, som de fandt saa haarde, at de i Harme forkastede dem og vendte tilbage efterat have opsagt Stilstanden med 8 Dages Varsel[1].
Valdemar havde vel i det Hele taget været heldig mod sine Fjender, men det seer dog ud til, at hans stolte Holdning for en Deel grundede sig paa det nøjere Forbund, hvori han nu var kommen med Kong Magnus, og den Sikkerhed, han havde for, ikke at blive faldt i Ryggen fra Skaane af, siden Nøglen til dette Landskab, Helsingborgs Slot, var i Kong Magnus’s Hænder. Dennes Stilling var ogsaa umiskjendeligt bedre end forhen. Det er tydeligt at see, at Tingene gik tungt for Erik, og at denne ikke høstede synderlige Fordele af sin Opstand. Den 9de October maatte han i Lund udstede Gjeldsbreve ogsaa til de holstenske Hertuger, et paa 1800, et paa 3000 Mk. br., at udbetale inden Udgangen af 1361[2]. Muligt at flere af hans Tilhængere havde forladt ham; dette var idetmindste Tilfældet med en af de nærmeste, Erkebiskop Jakob i Lund, med hvem han skal være kommen i Uenighed om Øen Bornholm, eller om andre Erkestolen tilhørende Besiddelser, ja han havde endog ladet ham sætte fast[3], saaat dette endog meget muligt kan have været det Paaskud, som
- ↑ Chron. i Asm. og Mich. Archiv S. 219. 220.
- ↑ Scr. r. D. VII. p. 353.
- ↑ Som Aarsag til Uvenskabet opgiver Magnus Matthiæ (series episc. p. 51) en Tvist om Bornholm; Svaning, at der tvistedes om Erkestolens Indtægter. Den rette Grund var vel, at han vilde sikre sig mod, at Erkebiskopen tog Parti med Valdemar. (Suhm XIII. 375). Om Fængslingen fortælles der i det danske Chr. af 1389, Scr. r. D. VI. 533, og der siges den at have fundet Sted 1358 i Aaos (Aahuus ved Helgeaa), hvilket vist ogsaa er ganske rigtigt, især da Huitfeld i sin Biskopskrønike betegner Dagen, den 5te Februar.
