Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/673

Denne siden er korrekturlest
655
1359. Kong Haakon trolovet med Margrete Valdemarsdatter.

Forbindelse dermed staaende Forhandlinger ogsaa i de følgende Dage kan have opholdt Magnus saa længe, at det var umuligt for ham at indfinde sig hos Kong Valdemar i Juledagene. Det er endog ikke saa usandsynligt, at han har holdt sin Bestemmelse, at trolove Haakon med Kong Valdemars Datter, hemmelig for Erik og dennes Mænd, og at han derfor helst vilde see dem borte og hjemdragne til det øvre Sverige, førend han skred til Udførelsen. Erik dvælede heller ikke længe dernede, thi allerede i Januar var han i Søderkøping, og i Februar og Marts i Stockholm[1]. Strax efter Eriks Bortreise, det maa have været i Januar eller Februar 1359, drog Magnus med sin Dronning og Kong Haakon over til Kjøbenhavn, og her blev den skjebnesvangre Trolovelse indgaaet, uagtet Margrete endnu kun gik i sit syvende Aar. Men Haakon var heller ikke mere end atten Aar gammel, og Afstanden mellem dem i Alder var saaledes ikke saa uforholdsmessigt stor. Da dette Skridt allerede i og for sig var en fjendtlig Demonstration mod Erik, og det saaledes ikke var at vente, at denne nu længere vilde respectere det sidst sluttede Forliig, faldt det af sig selv, at Magnus og Valdemar raadslog om, hvorledes de paa bedste Maade kunde verge sig mod ham og hans Ven Hertug Albrecht. Men det er af de faa og ringe Efterretninger, der ere os levnede om disse Raadslagninger, øjensynligt, at den listige Valdemar har benyttet sig af Magnus’s og Dronning Blanches bittre Stemning mod Erik og de svenske Høvdinger til at optænde deres Harme saaledes, at de glemte baade hvad de skyldte Riget og Familieforhold. Magnus, der, som der fortælles, saa sig foragtet og haanet af sin Søn, – det vil da vel sige, at Valdemar skildrede Forholdet saaledes – bad Valdemar om Hjelp og lovede i saa Fald at indrømme ham Helsingborgs Slot[2]. Dette var det, hvad Valdemar vilde, og hvad han i mange Aar havde stundet efter. Helsingborgs Slot var Nøglen til Skaane, og naar han først havde faaet det i sin Vold, var Skaane hans, og han stod ved Maalet. Han var saa ivrig paa at faa denne Plan udført, at han, som man kan see, øjeblikkeligt samlede Krigsfolk og satte

  1. Breve af Erik i det sv. Rigsarchiv, daterede Søderkøping d. 24de Januar, Stockholm d. 2den Febr., Enkøping d. 15de Febr. Vesteraas d. 17de Febr.
  2. Saaledes i Fortsettelsen af Chr. af 1357, (Michels. & Asmuss. Archiv l. c. S. 221), det eneste sikkre og samtidige, man har om denne Sag. Messenius’s Beretning (III. 19), at Brevene paa Skaane ved denne Lejlighed blev brændt, ligesom tilfældigviis ved Vaade-Ild, er kun en Gjentagelse med Variation af den tidligere Beretning om Seglenes Smeltning, og vistnok uhjemlet; mere torde vel derimod Huitfelds Beretning (S. 539) have for sig, at Valdemar skjenkede Magnus to Sogne paa Hisingen, thi det er forhen (S. 573) viist, at Magnus kan have pantsat disse 1352.