videre Skridt for at standse hans Fremgang, men holdt sig, saavidt man kan see, roligt i Helsingborg[1]. Thi efter som Sagerne stod maatte de nu helst ønske Forliget gjenoprettet. Der blev ogsaa sluttet et Forliig, men man erfarer hverken, hvorledes Vilkaarene lød, eller naar og hvor det blev indgaaet. Aarsagen er vel den, at da Erik saa kort efter døde, tabte det strax al Betydning. Formodentlig blev det indgaaet i Mai Maaned, og paa et eller andet Sted i Nærheden af Helsingborg. Vilkaarene kunne ikke have været synderlig fordeelagtige for Magnus, uagtet han dog beholdt det sidstnævnte Slot, thi der fortælles, at „Erik nu blev saa overmodig, at han endog forgreb sig mod Gud og Kirken“. Dette bestod rigtignok kun deri, at han gav Befaling til, at nogle Flygtninger, der havde søgt Fristed i en Kirke, skulde dræbes, og da man ikke kunde faa dem slæbt ud derfra, lod sætte Ild paa den, saa at den brandt op med alle Helligdomme og en heel Mængde Folk. Denne Beretning lader formode, at Erik efter Forliget med Haardhed har forfulgt og straffet dem, der havde taget Parti imod ham. Men, føjer Beretningen til, „hans Mangel paa Ærbødighed mod Gud blev ikke ustraffet, thi ej længe efter bortrykkedes baade han selv, og hans Hustru med Barn, af en braad og ynkelig Død“[2]. Disse pludselige Dødsfald vakte strax en sterk Mistanke mod Dronning Blanche, at hun skulde have ladet ham forgive. I de islandske Annaler heder det, at Erik døde af Gift, og hans Hustru i Barselseng med Tvillinger. Den svenske Riimkrønike paastaar endog, at Blanche med Kongens Samtykke forgav baade Erik og Beatrix, og at Erik paa sit yderste skulde have sigtet hende som sin Morderske[3]. Det kan ikke negtes, at hans Død kom meget
- ↑ Den 6te April fornyede de i Forening paa Helsingborg Stilstanden med Lübeck. Dipl. N. III. 303.
- ↑ Det danske Chron. l. c. S. 222.
- ↑ Isl. Annaler, Udgaven S. 296, hvor dog tre Haandskrifter urigtigt henføre Eriks Død til 1360, to til 1361, og to rigtigt til 1359. Der staar her alene, at han blev forgiven (eitraðr) i Sverige, uden at der siges af hvem. Rimkrønikens Ord (Scr. R. Sv. I. 2. S. 55), ere disse: „thå förgaf hon med beggja thera råde Erik, som konung i Sverike var, och hon sjelf til werldene bar, som han i sitt ytersta sade, at modren honom thet gjordt hade.“ Dette har igjen Ericus Olai varieret paa sin Maade (Scr. R. Sv. II. S. 105), og fra ham er det igjen gaaet over til andre nyere Forfattere.
kaldtes ifølge det danske Chronicon „Knubbehæren“, maaskee rettere „Klubbehæren“, fordi Bønderne muligtviis for størstedelen ej havde andre Vaaben end Klubber. At Erik erobrede Slottene tilbage, ligger, som det synes, i Krønikens Ord, „at han efter Forliget med Faderen „omstyrtede alt hvad Valdemar havde gjort;“ dette var ikke muligt, hvis der laa dansk Besætning i Slottene. Ligeledes siges der, at hans Hær fortærede de faa Forraad, som de Danske havde levnet. Det seer overhoved mere ud til, at de Danske have ilet tilbage af panisk Skræk for „Klubbehæren“, end af Mangel paa Proviant.
