belejligt for Kong Magnus, og at Blanche vel heller ikke har haft synderligt tilovers for ham, men det synes dog næsten utroligt, at hun skulde kunne have begaaet en saa unaturlig Forbrydelse, især da man ellers ikke finder Spor af nogen Grumhed eller særdeles Ondskab hos hende; hun var maaskee letsindig og forfængelig, men uden sikkert Beviis kan man dog ikke antage, at hun skulde have stræbt sin egen Søn efter Livet. Den danske Krønike, der aabenbart er samtidig, giver ikke engang mindste Antydning til noget saadant, og dens Ord tyder aabenbart kun paa en pestartet Sygdom. En saadan yttrede sig just ved disse Tider, fornemmelig i 1360, nemlig Smaakopperne, der især bortrev Børn og derfor kaldtes Barnedøden[1]. Den kunde vel allerede have taget sin Begyndelse i 1359 og blandt sine første Offre have bortrykket Erik og hans Hustru, førend man endnu havde lært den nærmere at kjende og derfor øjeblikkelig satte den i Forbindelse med den forargelige Strid, som saa længe havde hersket mellem ham og Foreldrene. Dette er idetmindste en højst rimelig Forklaringsmaade af Oprindelsen til dette Rygte, der siden har været gjentaget af senere Forfattere, ja endog været sat i en højst vilkaarlig og af Luften greben Forbindelse med Blanches foregivne Kjærlighedshistorie med Benedict Algotssøn, for hvilken der, som allerede ovenfor nævnt, ikke findes Spor af Hjemmel. Eriks Død maa være indtruffen i Juni eller først i Juli, og formodentlig medens han endnu opholdt sig i Skaane[2]. Allerede den 25de Juli havde Raadet, som da var forsamlet i Telge, modtaget Efterretning derom fra Kongen. For denne bortryddede Eriks Død unegteligt alle Vanskeligheder for det første, thi da Kongen underrettede Raadet om, at alle de Landskaber, der havde tilhørt Erik, nu faldt tilbage til ham, vovede de ikke at fremkomme med nogen Protest, men sendte Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl og Throtte Peterssøn til ham med Bøn om, at han vilde bestemme Tid og et Sted i den mellemste Deel af Riget, hvor han kunde samles med dem og Rigets Mænd forat raadslaa om og afgjøre, „hvorledes Kronen og Riget samt hele Sveriges Almue kunde bevares og opretholdes“. Dette var altsaa en fuldkommen Underkastelse. I Anledning heraf udskrev Kongen[3] et Rigsmøde i Kalmar til den 13de October, hvor
- ↑ Chron. i Scr. R. Sv. I. 29, ved 1360.
- ↑ Der findes endnu i det svenske Rigsarchiv et Domsbrev, udgivet af Erik Pintsedagen den 9de Juni, men som desverre mangler Stedsangivelse. Hans Død falder altsaa mellem 9de Juni, og saamange Dage før den 2.5de Juli, som udfordredes for det af Kongen udsendte Sendebud til at naa Sødertelge den sidstnævnte Dag. Den 3die Mai var han i Klakkethorp i Skaane og udskrev derfra en ny Skatte-Udredsel. (Dipl. i sv. Rigsarchiv)
- ↑ Brevet er dateret Lund den 29de August 1359. Det bestemtes her, at der
