Ret, saa at han ej kunde have Landsvist eller Fred i Riget; at om Hertug Benedict inden næste Paaske atter fik Kongens Brev paa nogle Lande og Slotte, og syntes Kongen eller hans Søn, at de for deres Æres Skyld vilde unde ham nogen Besiddelse“, da skulde det være „i andre Lande saa langt fra Sverige, at dette eller dets Indbyggere ingen Ulempe skulde have deraf“; at hverken Kongen, hans Hustru eller hans Søn skulde søge Hevn eller Straf over Nogensomhelst formedelst den Fejde, der havde fundet Sted i Riget for Hertugens Skyld; at Kongen skulde holde alle Bønder i Sverige og Skaane, høje som ringe, ved Lov og Ret og forsvare Kirker, Klostre, Riddere, Svene, Bønder og Kjøbmænd mod al Uret; at da Kongen og Rigsraadet havde erfaret, at mange i denne Orlog havde mistet sit Gods, som de vel havde Ret til at indtale, skulde nu i hver Lagsaga to gode Mænd med Lagmanden undersøge og afgjøre deslige Sager, saaat Enhver kunde faa sit igjen, som dertil var berettiget. Alt dette lovede Magnus og Haakon ubrødeligt at holde, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa Haakon har udstedt en særskilt Forsikkring derom. – Heraf skulde man visselig formode, at det berammede Rigsmøde har været udsat og forlagte til Søderkøping, og at Høvdingerne have stillet Kongen en saadan Sikkerhed, at han nu ej tog i Betænkning at begive sig saa langt op i Landet. Her i Søderkøping er vel saaledes det egentlige Forliig sluttet mellem Kongen og Eriks forrige Tilhængere, og der har vistnok været udstedt mange flere Breve og gjensidige Forsikkringer desangaaende, som nu ere tabte. Vi see ogsaa Kongen strax efter ferdes om og skifte Lov og Ret i de øvre Dele af Sverige, hvor han endnu i August ej havde vovet at komme, og ligeledes see vi Mænd, der før var Eriks ivrigste Tilhængere, nu idetmindste tilsyneladende for en Tid at optræde som hans loyale Undersaatter[1]. Begge Riger stode nu saaledes atter kun under tvende Konger, Magnus og hans Søn Haakon. Men hvor meente man vel, at Hertug Benedict, der altsaa fremdeles har holdt sig etsteds i Nærheden, til Ængstelse for de svenske Herrer, skulde faa hine nye Forleningen) Det maa ganske vist have været etsteds i Norge, især siden ogsaa Kong Haakon udtrykkeligt nævnes som den, der vilde „unde ham noget“. Nærmest ligger det her at tænke paa det føromtalte Audunske Gods i Nordfjord m. m., som
- ↑ Vi see Magnus saaledes d. 5te Januar 1360 afsige Dom i Stockholm, den 10de Marts i Jønkøping, med Nikolas Thuressøn til Vidne, den 21de tilsammen i Stockholm med Erngisl Jarl, Karl Ulfssøn, Nikolas Thuressøn, o. fl., ja i samme Aar endog Erngist Jarl som en af hans Krigshøvdinger. (Styffe, Bidrag No. 25, S. 42.) Der maa saaledes i alle Fald have fundet en Act Sted, hvorved Herrerne gik Magnus til Haande.