Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/679

Denne siden er korrekturlest
661
1356–58. Kong Haakons Virksomhed i Norge.

før havde været overdraget hans Fader, der nu formodentlig var død, men Omstændigheder, der strax i det følgende skulle oplyses, tale ogsaa sterkt for, at Kongen maaskee har tiltænkt ham en større Forlening[1].

58. Kong Haakons første Regjerings-Virksomhed i Norge. Hr. Orm Eysteinssøns Fald. Haakon overtager midlertidigt Bestyrelsen af Kong Magnus’s Besiddelser.


Det er allerede ovenfor nævnt, at man ikke erfarer stort om, hvad der i disse Par Aar gik for sig i Norge, medens Erik Magnussøn spillede sin kortvarige, ikke meget heldige, politiske Rolle i Sverige, egentlig kun som et Redskab i de selvraadige Herrers Haand, af hvis Oprørsferd mod deres retmæssige Konge dette kunde siges at være første Act. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i Norge med spendt Opmærksomhed fulgte disse Begivenheder og formodentlig gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at understøtte Faderen. Saaledes er det ikke usandsynligt, at han ogsaa har sendt Krigsfolk med, da Hr. Orm Eysteinssøn og Hr. Jon Hafthorssøn, vist ikke i anden Egenskab end som Kong Magnus’s Befalingsmænd, deeltog med denne i Ledingen til Elven og Halland mod hans Søn Erik om Vinteren 1356–57. Disse Herrer førte sikkert Tropper med fra Kong Magnus’s egne norske Besiddelser, saa at det vist har sin Rigtighed, naar de islandske Annaler ved at omtale Kong Magnus’s „Leding til Elven“ antyde, at ogsaa Nordmændene deeltog i denne Fejde. Det lader dog ikke til, at Kong Haakon denne Gang selv var med, da man upaatvivleligt ellers vilde fundet ham nævnt som Deeltager i, eller idetmindste som den fornemste Medforlover ved Stilstanden i Ljodhuus. Derimod var han senere hos sin Fader, maaskee allerede, da denne i de sidste Dage af Marts og formo-

  1. Hvor Benedict den hele Tid opholdt sig, siges ingensteds, men man skulde næsten tro, det havde været i Norge, og da rimeligst i de hans Fader skjenkede Besiddelser; er da Faderen paa denne Tid død, var det heel rimeligt, at Gavebrevet fornyedes for ham selv. At intet saadant forefindes, maaskee ej engang udstedtes, forklares noksom deraf, at Benedict allerede det følgende Aar blev dræbt, som det nedenfor skal berettes. Ellers er det heller ikke saa usandsynligt, at han kan have haft Tilhold hos Orm Drottsete paa Tunsbergshuus. Vistnok var det ved Fredsslutningen i Jønkøping bestemt, at Benedict heller ikke maatte opholde sig i Norge, men da dennes Artikler ved de senere Begivenheder og Forhandlinger factisk vare tilsidesatte, saa kan ikke hiint Forbud mere have lagt nogen Hindring i Vejen eller forvoldt Kongen og hans Mænd Betænkeligheder. At han maa have været i Nærheden og truffet Aftale med Kongen, seer man endog af selve den Omstændighed, at der nu var Tale om at give ham Forleninger i Norge.