ligeledes, at Blanche efter denne Tid opslog sin Hovedresidens paa Tunsbergshuus, og at hun maaskee slet ikke mere kom til Sverige, maaskee især paa Grund af det Folkesnak, der, hvad enten det nu havde sin Rigtighed eller ej, var opkommet og udbredt i Sverige blandt Sønnen Eriks talrige Tilhængere om, at hun skulde have ladet ham rydde af Vejen, og som nok kunde gjøre hende Opholdet der saa ubehageligt, at hun fandt det bedst at blive aldeles borte derfra og tage sit Tilhold i Norge, hvor Rygtet maaskee endnu ikke ret var naaet frem, og hvor man vel heller ikke fæstede faa megen Tiltro dertil, eller i alle Fald formedelst hendes Søns Kong Haakons Indflydelse, og fordi Erik der ingen Tilhængere havde, bedømmede hende meget mildere end i Sverige, hvor Fleerheden idetmindste blandt Høvdingerne havde holdt med Erik og sikkert beklagede hans Død[1].
Den nærmere Bestemmelse, som Kong Magnus nu tog med Hensyn til sine Besiddelser i Norge, maa altsaa have bestaaet deri, at Bestyrelsen deraf overdroges til Dronning Blanche og Kong Haakon i Forening, saaledes at hun residerede paa Tunsbergshuus, havde hans Segl i sit Verge og var berettiget til at udføre de løbende Regjeringshandlinger i hans Navn, medens dog Kong Haakon var den egentlige Regent, og ligeledes, naar han selv var tilstede, berettiget til at udstede Kongebrev i sit eget Navn, saa at endog Dateringen midlertidigt regnedes fra
- ↑ Efter 1359 finder man ikke Dronning Blanche omtalt i svenske Breve. Hun nævnes som medbeseglende hiint kongelige Gavebrev af 1362, der udstedtes i Stockholm, men det siges ikke, at „de begge“ vare hos (Dipl. N. II. 368), altsaa er det nok muligt, at hendes Segl er senere tilføjet; i alle Fald kan dette have været et kort Besøg. At hun, havde sit egentlige Tilhold paa Tunsbergshuus sees deraf, at hendes Indbo der forefandtes, faa at Kongen maatte give Fehirden der Befaling til at optage Registratur derover.
nus og Haakon samt flere geistlige og verdslige Herrer paa Baagahuus beseglede det føromtalte Gavebrev af Audun Hestakorns Gods til Otto Rømer (Dipl. N. II. 365); Kong Magnus’s Gavebrev paa Orm Eysteinssøns forrige Hader i Tunsberg, dateret Stockholm d. 27de Marts 1362, og medbeseglet af Blanche; det føromtalte Landsvistbrev af 1ste Juli 1363, beseglet i Tunsberg i hendes Næværelse, det vil sige udstedt af hende i Kongens Navn; (Dipl. N. II. 372); Kong Magnus’s Brev af 7de Januar 1364 til Fehirden paa Tunsbergshuus m. fl. om at optage Inventarium over hendes Efterladenskaber. (Dipl. N. III. 335.) Man seer ganske bestemt af hiine Breve, at hun nu paa en Maade var bleven optagen i Landsstyrelsen, thi hvorfor skulde ellers hendes Medbesegling nu være nødvendigere end fort Man seer ligeledes af de anførte Landsvistbreve, udstedte af hende under Kongens Fravær, saavelsom af den Omstændighed, at hun alene medbeseglede Brevet paa de Tunsbergske Haver, at denne hendes Styrelsen-Myndighed netop gjaldt Tunsberg og Tunsbergs Fehirdsle: begge Landsvistbrevene vedkomme nemlig Skienssyssel. Om Kong Haakons midlertidige Myndighed over Kong Magnus’s Landsdeel er allerede ovenfor talt.
