Navn Eystein, hvem han allerede i sit levende Live skjenkede alt sit Gods i Stangenes, hvilket saaledes undgik Inddragningen; men at Eystein ogsaa arvede mere end dette, sees deraf, at han kunde give sin Hustru det altsammen til Morgengave[1]. Formodentlig har man da ikke gjennemført Confiskationen i sin hele Strenghed, men af Naade ladet Sønnen beholde noget af Fedrenegodset. Hvis Hertug Benedict har været tilstede under denne Proces, saa tyder det rigtignok ikke paa noget synderligt Venskab mellem ham og Orm, at han ikke ved sin Indflydelse søgte at frelse dennes Liv. Men det er vel at merke, at hvis et saadant Venskab eller en nærmere Forbindelse forhen havde bestaaet, da maatte det være Orm, som først havde brudt den ved et Forhold, der i den Grad maa have vakt Kongernes Forbittrelse, at de, som man tydeligt kan see, med ubønhørlig Strenghed søgte hans Død. Har der nu desforuden været aabnet Hertug Benedict Udsigt til at blive hans Eftermand i Syslen eller Statholderskabet, da forklarer dette end mere, hvorfor han ej kom ham til Hjelp, om der ellers overhoved for ham var nogen Lejlighed dertil.
De faa Foranstaltninger med Hensyn til Lovgivningen og Rigsstyrelsen, der ere os levnede fra Kong Haakons første Regjeringsaar, vidne om en rosverdig Bestræbelse hos ham eller den, der egentlig styrede under ham (formodentlig Cantsleren) efter at ramme Folkets Tarv og rette paa flere Mangler, ligesom ogsaa den Reise, han foretog i 1358, synes at vise, at han personligt ønskede at undersøge Forholdene for desto bedre at kunne afhjelpe Misligheder. Det kan ikke betvivles, at dersom vi havde fuldstændigt alt, hvad der i dette Aar eller rettere dette Halvaar er udgaaet af Forordninger og andre administrative Bestemmelser, vilde det ikke være noget ubetydeligt Antal. Men merkeligt er det, at denne l hans Virksomhed ikke begynder førend med 1358, og at der ikke engang s findes saa meget som et Landsvistbrev fra ham i Tiden fra hans Regje-
- ↑ Vidnesbyrd herom af 1366 (Dipl. N. II. 389). Da dette Brev nu er i det danske Geheimearchiv og saaledes i sin Tid har været i det norske kongelige Archiv, maa det vel have været udstedt i Anledning af Inddragningen, forat godtgjøre, at Kronen ingen Ret havde til Stangenesgodset, der nu var i Orms Svigerdatters Besiddelse.
følgende Kirker havde tre Aargange Tiende til Gode som gammel Gjeld af Hr. Orm: Skriksvik, Hankaas, Herekstad, Bevje, Maggarjodr, Ristarjodr, Lyng, Grindarjodr, Aukland, Audsmaal, Noreim, Solberg, Spikkarjodr, Holte„ Jorland, Karlaby, Yttraby, Klauvadal, Steinkirkja, Valle, Langeland, Myklaby, Thorpe, Stodle, Rjodr, Thegneby og Bernsjarddal, den sidste „efter hans og hans Moder Ragnas Arvinger“. Dette er, paa nogle faa nær, alle Kirkerne mellem Gudmaren og Elven.
