vendig. Ligeledes bestemtes det, at alle Nordmænd og de, der vare i sin Ret og Frihed, skulde, som forhen, uhindret kunne udlosse sit Gods, men at de intet maatte selge, førend de havde gjort Anmeldelse hos den kongelige Ombudsmand om, hvad Varer de havde bragt af hvad der kunde høre til den saakaldte „Kost“, det vil sige „Nødvendighedsartikler“, saa at han kunde nyde det første Kjøb efter Lovens Bud. Altsaa indskærpedes, som man seer, Kongens Forkjøbsret, dog seer man tillige, at den ikke gjordes gjeldende uden til Nødvendigheds-Artikler[1]. Fremdeles bekræftedes og indskærpedes et ældre Brev, som Kong Haakon (Haakonssøn) og Kong Magnus (hans Søn) havde givet Staden angaaende Vejenes Vedligeholdelse, men som nu desverre ej længer kjendes. Det tillodes endvidere alle Nordmænd og med dem lige berettigede at handle paa Stræderne og i Strædesboder med forskjellige Slags Skind og andre fra Landet kommende Varer, undtagen Malt, Meel, Smør og Kvæg; men i Gaardene maatte ingen handle. Tilsidst heder det, „at denne Bestemmelse skal gjelde ubrødeligt og ikke indbegribes under noget af Kongens Tilbagekaldelsesbreve, lige indtil Kongen med hele Rigsraadets Samtykke finder, at andet er nyttigere og belejligere for Staden“. Heraf synes man at maatte slutte, for det første at Kong Haakon maa have udstedt eller var i Begreb med at udstede flere Breve, hvorved han tilbagekaldte deels eldre Privilegier, deels Sysler og Veitsler, for det andet, at han maa have haft i Sinde med Tid og Stunder at holde et stort almindeligt Raadsmøde for at afgjøre flere vigtige Anliggendet. At han virkelig allerede havde udgivet flere Breve af det første Slags, kan neppe betvivles, deels fordi det maa have hørt til det sedvanlige ved ethvert Tronskifte, deels og fordi man efter hans Tronbestigelse seer flere nye Folk i Syslerne, – f. Ex. Hr. Sigurd Hafthorssøn paa nedre Hedemarken – samt fordi der heller ikke mangler mere ligefremme Antydninger til, at saadant idetmindste senere skete[2].
Forordningen, som Kong Haakon udstedte under sit Ophold paa Faagaberg, angik kun en særskilt Forføjning med noget Jordegods, der laa til et af hans Capeller, men man seer dog saa meget deraf, at Kongen paa denne sin Reise ogsaa har haft Indseende med Krongodset. Sognepresten paa Froon i Gudbrandsdalen, Assur, havde lige siden Mandedøden betjent Capellet paa Steig, hvis Prest formodentlig var et af Pestens Offere. Kongen lod det blive derved, uden at udnævne nogen nu Capellprest, og overdrog derfor nu ogsaa hiin Sogneprest Nyttesbrugen af
