Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/69

51

1322. Hertugindens Magt i Sverige indskrænkes.

de her vedtagne Bestemmelser, skulde deres Gods være forbrudt til Kongens Kasse, og de selv miste al sin Heder og Verdighed. Erkebiskopen og Biskopen af Linkøping bemyndigedes til at excommunicere hver den af de Forbundne, som handlede herimod; og alle underkastede sig paa Forhaand denne deres Kjendelse^[1]. Hermed var i Virkeligheden Hertugindens Regentskab i Sverige, og dermed ogsaa Knut Porses utilbørlige Indflydelse aldeles brudt, og uden at tilsidesette den skyldige Ærbødighed for hende som Kongens Moder, udtalte hine Herrer dog ganske ligefrem, at man betragtede hendes og hendes Søns Interesser for aldeles forskjellige, ja endog stridende, saa at de til disses Forsvar maatte holde sammen mod hende, ja endog herefter, som flere Breve synes at vise, idetmindste under Opholdet i Sverige fjernede ham fra hende^[2]. Og en umiddelbar Følge heraf var, at de allerede den 22de August fornyede Freden med Danmark paa ti Aar, indtil Kongen blev myndig^[3]. Det fulgte ligeledes af denne Afsondring mellem Kongens og Hertugindens Interesser og det fredelige Forhold til Danmark, at de Fyrster, der havde deeltaget i det tidligere Forbund mod dette Rige, nu uden at bryde sit Løfte kunde nærme sig Kong Christopher. Begyndelsen hermed gjorde Grev Gerhard af Holsten-Rendsburg, der allerede den 17de Juli, tre Dage før hiint Forlig i Skara, men vistnok nøje underrettet om Stemningen i Sverige, indgik et Forbund med Kong Christopher om at staa ham bi, naarsomhelst han af denne dertil opfordredes, inden Danmarks Grændser med 30 Ryttere mod hvilkensomhelst, i Tydskland derimod med al sin Magt mod alle og enhver, undtagen mod Henrik af Mecklenburg og Johan af Holsten, dog saaledes, at han heller ikke skulde understøtte disse, om de bleve Kongens Uvenner^[4]. Henrik havde endnu ikke angrebet Kongen, men Feiden

1. Dipl. Sv. 2339.
2. See f. Ex. Brevene fra Skara af 6te og 7de Marts, og 14 Aug. 1323, Dipl. Sv. 2388, 2389, 2420, hvis man overhoved ogsaa her kan antage at han personligt var tilstede og Brevene ikke udgivne paa hans Vegne af Raadet, der førte Regjeringen og havde Seglet. Thi det er i alle Fald ikke rimeligt, at Ingeborg, fem den 12te August havde Kong Magnus hos sig paa Baagahuus udenfor det svenske Rigsraad Omraade (Dipl. Sv. 2341, og som endnu var der d. 27de October, sammesteds 2353) ikke fremdeles skulde have beholdt ham der, da hun den Dag skrev til Rigsraadet om at det vilde bekræfte en Gave af hende med Kongens og sine egne Segl; men antages først dette, at Kongen da var paa Baagahuus, har han neppe været i Skara d. 6te Marts, da den forlangte Bekræftelse skete (Dipl. Sv. 2388); og hvad der gjelder om dette Brev, gjelder da og om de to andre.
3. Denne Fredstraktat er desverre ei længer til; men man kjender kun Hovedindholdet efter Erik Runells (Palmskiølds) Register over Rigsarchivets Documenter. See Styffe Bidrag o. s. v. S. IX.
4. Suhm, XI. S. 348.