nu endelig havde maattet anmode Executorerne om at skride ind og tillige givet den pavelige Kammer-Ret Melding om Sagernes Stilling, samt opfordret den til at tage de nødvendige Forholdsregler, under hvilke Omstændigheder det maatte være mindre behageligt for ham at være nær tilstede. Dette maa nemlig være skeet ved Juletider, thi den 30te Mai 1358, altsaa noget over fem Maaneder derefter, udstedte Kammer-Auditoren en Skrivelse til Erkebiskoperne og Biskoperne af Köln, Mainz, Bremen, Lübeck, Schwerin, Ratzeburg, Verden, Lund, Uppsala, Linkøping, Vesteraas, Strengnes, Skara, Aabo, Roeskilde, Ribe, Slesvig, Odense, Viborg, Aarhuus og Vegsjø, om at da han nu forgjeves havde ladet Kongen første, anden og tredie Gang paaminde om at betale Gjelden, var denne derved forfalden under den i saa Fald bestemte Excommunication, og det paalagdes herved hine Erkebiskoper og Biskoper, paa alle Søndage og Festdage, under Klokkeringning samt tændte og siden slukkede Lys, at erklære ham excommuniceret, indtil nærmere Befaling indløb om at holde inde dermed[1]. Chorsbroderen Henrik Biscop, den af de tre Executorer, der besørgede Forretningerne, maa saaledes omtrent ved Juletider, efter Nunciens Anmodning, have fremstillet sig for Kongen, medens denne opholdt sig i Halland eller Skaane, og der have oplæst Dommen samt fordret Betalingen inden fire Maaneder, hvis Kongen ikke vilde udsætte sig for Excommunicationsstraffen, og Nuncien maa formodentlig samtidigt have tilskrevet Kammerretten om at have hiin Skrivelse rede, hvis Betalingen efter de fire Maaneders Forløb ej paafulgte. Derhos erfarer man, at Henrik Biscop, som formodentlig havde vanskeligt for at komme til Erkebiskop Jakob i Lund, der paa denne Tid befandt sig i Linkøping som Erik Magnussøns Fange, overdrog dennes Cantsler, Chorbroder Markus af Linkøping, at oplæse Dommen for ham. Dette skete den 1ste Marts 1358, ved hvilken Lejlighed Markus overdrog til Jakob, formodentlig i hans Egenskab af Primas for Sverige, ogsaa at besørge Dommen forkyndt for de øvrige Selvskyldnere, da han selv, som han sagde, havde formeget at bestille med Kong Eriks Forretninger, til at han kunde vinde Tid dertil. Heraf seer man forresten, at Henrik Biscop da endnu ikke havde naaet at forkynde Dommen og forelægge den yderste Frist for andre end Kongen selv[2]. Naar Skrivelsen fra Curien om
- ↑ Originalbrev i det pavelige Archiv.
- ↑ Den forhen omtalte, samtidige Copi i det pavelige Archiv. Det kunde ved første Øiekast synes noget underligt, at Cantsler Markus gav Erkebiskop Jakob en saadan Commission, naar denne var fangen, men man maa dog antage, at han ikke egentlig holdtes i Fængsel, og meget godt fra sit Opholdssted i Linkøping kunde omsende skriftlige Paamindelser eller Gjenparter af de ham forelæste Acter.
