stort mere kan det dog heller ikke have været, os saaledes tør man vel antage, at de Pengesummer, der ved denne Tiende er kommen i Kongens Hænder, ikke have oversteget 6000 Mk. svenske Penge eller 900 (9000) Pund Sterling, svarende til 4050 (40500) Speciedalere. Denne Sum, der desuden indkom stykkeviis, kan ikke have forslaaet langt.
Efter denne Tid hører man ikke noget til Johannes Guilaberti, førend om Vaaren 1360, da han befandt sig ved Curien, og der var Tale om at sende ham paany til Norden, saaledes som det strax nedenfor skal omtales. Han maa vel saaledes være vendt tilbage til Avignon enten endnu om Høsten 1358, eller, hvad der er det sandsynligste, efter Erik Kongesøns Død om Sommeren 1359, da man vanskeligt kan antage, at han forlod Norden førend han havde oppebiet Udfaldet af Striden. Paa den Tid maa baade. Kong Magnus, og de øvrige endnu levende Selvskyldnere have været lyste i Bann, uden at der dog findes Spor til at dette blev iagttaget, endmindre til hvad deraf senere Historieskrivere har været paastaaet, at Rigerne for den Sags Skyld bleve belagte med Interdict, skjønt vi rigtignok ville see, at dette senere idetmindste holdtes i Baghaanden, trods en Constitution af Pave Bonifacius den 3de, ifølge hvilken Interdict ej maatte forkyndes paa Grund af Gjeldssager[1]. Der er senere gjort store Ophævelser over at Kongen saaledes, som det heder, trodsede Excommunicationen. Men om her virkelig nogen Trods havde fundet Sted, vilde Brøden snare have været de excommunicerede Biskopers, end Kongens, og Paven vilde ikke fremdeles have vedblevet at behandle Kongen med saa megen Lempe, ja endog at tilskrive ham med en
- ↑ At Kongen excommuniceredes, erfares noksom allerede af det Pavebrev af 18de Mai 1360, som vi strax her nedenfor komme til at omtale. At de øvrige Selvskyldnere deelte Skjebne med ham, siges udtrykkeligt i det Document denne Sag angaaende af 21de Juli 1363, der ligeledes i sin Tid vil blive omtalt. Der staar nemlig „at Auditoren Johannes Maurelli excommunicerede saavel Kongen, som Medskyldnerne, blandt dem ogsaa Biskop Nikolas af Skara i Egenskab af Biskop Sigges Efterfølger. Af disse geistlige Medskyldnere levede endnu den 22de Marts 1364, da en betydelig Afbetaling fandt Sted, Erkebiskop Peter og Biskoperne Nikolas af Skara, Nikolas af Linkøping, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, og Magnus af Vesteraas. Om Excommunicationen tales der i Riimkrøniken, og der anføres som Grund, „at Kongen handlede mod Kirkens Frihed“; dette er, som man seer, urigtigt. Ericus Olai (Scr. r. Sv. II.) kommer Sagen noget nærmere, ved at angive, at han havde hævet de Penge, der tilhørte det apostoliske Kammer; her sigtes, som man seer, til Laanet, men Sandheden kommer dog ikke frem, hvad enten nu Forfatteren ej har kjendt den eller med Flid fordulgt den. Derhos tillegger han, at Riget belagdes med Interdict, hvilket i alle Fald ej skete førend senere, da Henrik Biscop i 1360 havde faaet Fuldmagt dertil, see nedenfor. Den ovenomtalte Bonifacius d. 8des Constitution (Extravagantes VIII. C. 2) siger udtrykkeligt, at intet Interdict kan paalægges formedelst Gjeld i Penge.
