tildeels endog skulde hæves af Tolden ved Skanør og Falsterbod, ligesom Kongerne ogsaa udstedte Gjeldsbrev til ham for 100 Mk. Sølv, der skulde betales enten paa Mynten i Lund eller et andet sikkert Sted[1]. De maa da saaledes endnu have haft Haab om at vinde Skaane tilbage. Men dette Haab glap visselig snart. Valdemar havde øjensynligt faaet Overtaget, og Befolkningen selv synes at have været ham gunstigt stemt. Magnus, der i denne Tid var saa haardt presset af de pavelige Pengekrav, kan ikke have hast Midler til at hverve fremmede Tropper i tilstrækkeligt Antal, og paa nogen synderlig Hjelp af Frelsemændene i hans eget Rige, der skulde danne Kjernen af hans Hær, var der neppe at gjøre Regning, thi deels vare de ej forpligtede til at følge ham længer end til Landemæret – det vil sige det egentlige Sveriges, hvortil Skaane ej hørte –, deels vare de ham fremdeles kun lidet gunstige, ja maatte vel endog nu være dobbelt mistænkelige mod ham, da der er al Sandsynlighed for, at han atter havde Benedict Algøtssøn hos sig. Der berettes nemlig, at denne just i det samme Aar blev dræbt paa Rygnaholm, altsaa ganske nær ved Rygnabro, hvor de nysnævnte Høvedsmænd idetmindste senere paa Sommeren laa; ja efter en sildigere, ikke usandsynlig Beretning, der dog mangler positiv Hjemmel, skal endog flere af Magnaterne, „med Erngisl Jarl og Marsken Karl Ulfssøn i Spidsen“, have været hans Banemænd[2]). Hvorledes nu end Sammenhængen her-
- ↑ Herom udstedtes tvende Breve, begge aftrykte i Schl. Holst. Lau. Urkundersamling, II. S. 240, 241, det sidste ogsaa i Scr. r. D. VII. S. 352. Endvidere udstedtes et tredie Brev, hvorved Kongen overtog Erik Magnussøns Gjeldsforpligtelser til de holstenske Grever, s. o. S. 653.
- ↑ Benedicts Drab paa Rygnaholm omtales kort og godt i Chr. af 1389, Scr r. D. VI. 533. Det er Messenius (Scondia XII. 195) som har den udførligere Beretning om at Drabet skete ved Erngisl og maaskee Karl Ulfssøn. Ganske kan dette ej være grebet ud af Luften, og han maa vist have haft noget positivt for sig, kun er Spørgsmaalet, om han ikke her, som saa ofte, har behandlet blotte Gisninger, grundede paa en vilkaarlig Combination af Data, der i sig selv ej staa i Forbindelse med hinanden, som historiske Visheder, og ej alene berettet dem som notoriske Facta, men og deraf udledet andre Slutninger, som han da igjen har berettet med samme Sikkerhed, og altid uden at anføre nogen Kilde. Nu er det, som vi have seet, aldeles vist, at Erngisl Jarl laa ved Rygnabro i August 1360; at ogsaa Karl Ulfssøn i denne Tid var nede i Skaane, sees deraf, at han tilligemed Erngisl Jarl nævnes som Medbesegler i et af de nys nævnte Breve vedkommende Grev Adolf af Holsteen, der udstedtes i Lund den 28de Juni, og at han da ogsaa var med ved Rygnabro, er idetmindste sandsynligt, skjønt han rigtignok ikke blev Marsk førend under K. Albrecht. Altsaa er det unegteligt meget muligt, at det med Benedicts Drab gik saaledes til, som Messenius siger. Men det kan ogsaa ligesaa gjerne narre muligt, at Messenius paa en eller anden Maade har erfaret de nævnte Herrers Nærværelse ved Rygnabro, og strax egenmegtigt sat den i
