den 7de Juli, kom til Kjøbenhavn, bad han dem undskylde, at Tiden nu var ham for knap, til at han kunde raadslaa med dem i denne Stad, men anmodede dem om at ville umage sig med ham til Helsingborg, hvortil de og vare .villige. Han skulde nemlig, som vi vide, just“nu begynde Slottets Belejring. Imidlertid havde han dem dog den 9de hos sig til Bords, og handlede foreløbigt med dem om flere Anliggender, navnligt om de Privilegier og Friheds-Breve, der nu maatte blive at udstede, og for hvilke de enedes mellem sig om at ville betale 1000, ja lige indtil 1200 Mk. lybsk, om han fordrede det. Det var den samme Dag, der siden, som vi have seet, regnedes for den, paa hvilken Helsingborgs Belejring tog sin Begyndelse, hvad enten nu Kongen selv et Øjeblik var derover og gav sine Befalinger, eller det skete i hans Navn. Den følgende Dag lod han Borgermestrene anmode om, ufortøvet at forføje sig til Helsingør, hvilket ogsaa skete, og nogle Dage efter begav de sig ogsaa over til Helsingborg, efterat have modtaget et Sikkerhedsbrev fra Kong Magnus, som Valdemar selv overbragte dem. I Følge med Valdemar var saavel Hertug Albrecht, som nogle svenske Riddere, der gave deres Forløfter for Sikkerhedsbrevet: et Tegn paa, at Underhandlingerne nu ogsaa vare i Gang mellem Fyrsterne[1]. Men den Omstændighed,
- ↑ Den nærmere Sammenhæng berettes saaledes: Thorsdagen den 9de Juli havde Kongen Borgermestrene til Bords. Fredagen den 10de havde de selv en Sammenkomst i Minoriterklostret, hvor der blandt andet raadsloges om nogle trykkende Bestemmelser, som de tydske Kjøbmænd i Bergen havde vedtaget. Samme Dag efter Middag sendte Kongen dem Bud, og bad dem undskylde, at han nu reed paa Jagt, men lovede næste Dag, Løverdag, til Middagstid at komme tilbage til Kjøbenhavn. Men om Aftenen i Mørkningen, tom der en Tjener og bad dem ufortøvet følge efter Kongen til Helsingør. Altsaa var han ej reden paa Jagt, men til Helsingør, for at sætte over til Helsingborg, og det er et Spørgsmaal, om ikke endog Ordene „at ride paa Jagt“, kun var et af hans sedvanlige spøgende Udtryk, og at han meente at „drage i Felten“. Borgermestrene begav sig ufortøvet til Helsingør, og der findes nu ingen Optegnelse førend fra Tirsdagen den 14de Juli, da Kong Valdemar, som ovennævnt, kom over til Helsingør, med Sikkerhedsbrevet fra
som udførligt meddeler, hvad der passerede og forhandledes mellem dem og Kongen fra deres Ankomst den 26de Juni til den 19de Juli. Den er aftrykt i Lappenbergs Sartorius XIII. 415–420. Den dreier sig vistnok mest om Stædernes Anliggender, men indeholder dog ogsaa meget, der kaster Lys paa de øvrige Forhandlinger, og især paa Kong Valdemars Bevægelser, hvilke i denne Tid netop ere saa vigtige at kjende, for at faa noget Lys i Sammenhængen med Skaanes Indtagelse. Vi see saaledes, at den 23de Juni, Dagen efter Rostockernes Ankomst, var Kong Valdemar ikke i Skaane, men i Nestved; det er altsaa rimeligt, at Magnus og Haakons Ankomst til Skaane har bragt ham til at vende tilbage til Sjæland paa nogle Dage, for at skaffe flere Tropper eller Krigsfornødenheder til Veje.
