fra Lübeck, der besøgte hans Land (Skaane) med Fred og Kjøbmandskab, og ej vilde skade ham eller hans, eller paa anden Maade forbrød sig, at ville „hege og skjerme dem“, saa at de skulde være sikkre og „felige“ for ham og hans, og alle, der adlød ham[1]. Den følgende Dag (Thorsdag den 16de Juli), lod Valdemar dem atter kalde til sig og underrettede dem nu om, at han ved de nu stedfindende Underhandlinger havde fremsat endeel Ankeposter mod Kong Magnus, hvis Rigtighed denne i Førstningen havde benegtet, men at han siden, bragt til Besindelse og bedre Erkjendelse af Hertug Albrecht og Andre, der vare forvissede om Ankeposternes Rigtighed, var kommen til ham i Klostret fra sit Slot, og havde erkjendt deres Rigtighed, hvorpaa Sagens Afgjørelse var bleven overladt til Voldgiftsmænd, fire paa hver Side, nemlig paa Valdemars Biskop Magnus af Børglum, Hertug Erik af Saxen, Stig Anderssøn og Bo Falk; paa Magnus’s Hertug Albrecht, Nikolas Abrahamssøn (Arnbjørnssøn?), Andres Nikolassøn og Jon Christinessøn. To Dage efter drog Kongen over til Helsingør, ledsaget af Borgermestrene, der nu formodentlig anbefalede sig, efterat Kongen havde lovet dem at afgjøre deres Hovedanliggende, Erhvervelsen af et udførligere Frihedsbrev[2], naar han nu næste Gang samledes med sit Raad, nemlig den 29de Juli. Ved at henskyde Sagens Afgjørelse til hine aatte Mænd fulgte man egentlig det Udkast til Fredsslutning, som Kong Valdemar allerede om Vinteren forud havde ladet opsætte. Man veed ikke nøjagtigt, hvorledes Dommen lød, eller naar den afsagdes, men kun saa meget, at Magnus maatte opgive Helsingborgs Slot, skjønt „paa mange Betingelser“, uden at man dog kjender disse[3]. Det er imidlertid ikke saa vanskeligt at
- ↑ Det er dette merkelige Brev, som vi allerede ovenfor have omtalt, og hvor Kong Valdemar allerede den 10de Juli, i Felten udenfor Helsingborgs Slot, udtrykkeligt siger, „at Gud nu havde forhjulpet ham til hans Arveland Skaane“.
- ↑ Udkast til et saadant Frihedsbrev, samt derhos og til en Forsonings- og Fredstraktat mellem Kong Valdemar og Stæderne findes i det rostockske Archiv, og er aftrykt i Lappenbergs Sartorius ti. S. 480–482. Der findes imidlertid ingen virkeligt udstedte, beseglede Breve af saadant Indhold, hvilket ogsaa lader sig forklare deraf, at Valdemar saa snart efter kom i Fejde med Hansestæderne og kaldte stue Løfter tilbage.
- ↑ Saaledes udtrykker det paalidelige Chron. af 1357–63 sig (Asmussens og Michelsens Archiv l. c. S. 225.) Dets Ord ere disse: „Valdemar samlede en stor Hær, drog ledsaget af sin Søn Christopher med væbnet Haand ind i Skaane, og belejrede mandeligen Helsingborgs Slot, idet endelig Magnus, Sveriges Konge, kom og seende at han ej var istand til at staa ham imod, opgav frivilligt (libere) Slottet paa mange Betingelser (eller maaskee rettere „efter mange foreløbige Underhandlinger“: Textens Ord ere: multis condi-
