gjette sig til, hvorledes det Hele nogenledes har gaaet for sig. Naar Valdemar, som han selv fortalte de tydske Borgermestre, havde fremsat flere Ankeposter mod Magnus, da maa den vigtigste af disse have været den, at Magnus forholdt ham Helsingborgs Slot, som han tidligere havde forpligtet sig til at overlade ham; og naar det, som han ogsaa sagde til dem, lykkedes Hertug Albrecht at overbevise Magnus om Rigtigheden af hans Fordringer, saa følger heraf, at Magnus især ved Albrechts Forestillinger eller Trusler lod sig aftvinge Løftet om at opgive Slottet. Albrecht har da formodentlig deels bedet ham betænke den farlige, næsten hjelpeløse Tilstand, hvori han befandt sig, deels ogsaa fremsat sine egne Fordringer paa Erstatning siden forrige Krig med saadant Eftertryk, at Magnus neppe havde noget andet Valg end at give efter. Der er imidlertid saagodtsom fuld Vished for, at Magnus ikke overgav Slottet til Valdemar, med hvem han nu neppe vilde eller kunde forlige sig, men derimod til Albrecht, for at beholde og forsvare det midlertidigt, enten til Sikkerhed for hine selvsamme Fordringer, eller som upartisk Fredsmegler, indtil et endeligt Forliig kunde komme istand, og at Albrecht siden overlod det til Valdemar, paa flere for ham selv højst fordeelagtige Betingelser, men ganske vist tvertimod Kong Magnus’s Ønske og sit eget Løfte til denne. Thi ej upaalidelige tydske Chronister tale udtrykkeligt om noget saadant[1], og Albrecht selv lod to Aar efter tvende Biskoper udstede en bekræftet Afskrift af hiint Brev af 1350, hvorved Kong Valdemar lovede at betale ham 10000 Mark Sølv, naar han kunde skaffe ham Helsingborgs Slot[2]; da det nu heraf er klart, at han betragtede denne Forpligtelse som indtraadt og bestaaende for Valdemar – thi ellers vilde han ikke fundet det Umagen værd at lade Brevet fornye – maa han ogsaa fra sin Side have anseet Betingelsen opfyldt; med andre Ord, han erklærede egentlig herved selv, at han vilde betragtes som den, der havde bragt Helsingborg i Valdemars Hænder. Saavidt man kan skjønne, har Magnus, kort efter at han havde bekvemmet sig til at henskyde Sagens Afgjørelse under 8 Dommere, altsaa formodentlig omkring den 18de Juli, da Kong Valdemar, som det lader, veltilfreds
- ↑ Dette vil sees strax nedenfor, hvor Detmars, Corners og Stange Udsagn nærmere omtales, og det er meget muligt, at det samme netop antydes ved de „multæ interjectæ conditiones“, hvorom det nysanførte Chronicon taler.
- ↑ See ovenfor S. 496, 497. Vidimationen af 3die Septbr. 1362 omtales i Styffe Bidrag S. 18, jevnfør S. XXIX, XXX.
tionibus interjectis) Det er imidlertid at merke, at Textens Ord egentlig efter den rette latinske Construction skulde antyde, at det var Valdemar, som ikke kunde gjøre Modstand og derfor opgav Slottet, men dette maa alene skrives paa den slette Latinitets Regning.
