gere; for en Mand af Ære maatte det idetmindste være vanskeligt at tænke sig Muligheden af saamegen Svig og Underfundighed, som den, der her fandt Sted. Denne Beskyldning er fremsat i et Chronicon, der synes at være nedskrevet omkring 1415[1]. I et andet, omtrent samtidigt dermed, men nedskrevet i Visby, heder det, at Valdemar deels ved Trusler, deels ved Løfter fik Magnus til at aftræde ham Skaane for intet, uden at høre sit Raad, og at han ligeledes tilbød ham at tage Gotland, om han kunde[2]. At den sidste Beskyldning er aldeles usand, ville vi i det følgende see, og den første fortjener derfor heller ikke nogen Tiltro. Vi finde herefter ingen Bedømmelse over Kongens Ferd, førend Riimkrøniken ved Midten af det 15de Aarhundrede overdynger ham med Smædeord, men meddeler tillige hele Begivenheden saa forvirret og stridende mod Tidsfølgen, at den alene derved viser sig fuldkommen uvederheftig. Den lader nemlig Magnus og Valdemar besvogre sig indbyrdes ved Giftertermaalet mellem Haakon og Margrete, og ved denne Lejlighed aftale saavel, at Valdemar skulde faa Skaane m. m. frit igjen, som endog at han siden skulde fare til Gotland og straffe Indbyggerne, fordi de ej vilde yde Magnus tilstrækkelig Skat; men dette lader den, vel at merke, skee efterat der allerede var afgaaet et Gesandtskab fra Sverige for at aftale det Giftermaal mellem Kong Haakon og en holstensk Fyrstedatter, hvorom der i det følgende vil blive Tale: derved falder det Hele bort, og man kan alene undskylde Forfatteren med at denne Fremstilling af Sagen paa hans Tid var bleven saa almindelig, at han selv festede Lid dertil[3]. Efter Riimkrøniken følger Ericus Olai, der vel retter paa hiin chronologiske Fejl, men dog fortæller det Hele yderst forvirret. Han siger, at Valdemar lokkede Magnus til Samtaler med sig, og deels ved Smiger, deels ved Trusler fik ham til at gjøre Afkald paa Skaane m. m., samt udlevere ham Adkomstbrevene, uden at forlange Kjøbesummen tilbage, medens derimod Valdemar lovede at være Magnus behjelpelig med at styrte de svenske Raadsherrer i Fordærvelse, hvilket var Magnus’s ivrigste Ønske; saaledes overgav han Skaane, hvorved der opstod en grundet Mistanke om at begge Konger havde forbundet sig om at udrydde Raadsherrerne. Ligeledes overlod han, heder det, Øland og Gotland til Valdemar. Ved denne Leilighed tales der og om Benedict Algøtssøns Ophøjelse. Det er tydeligt at see, at han ikke veed mere om Sagen, end hvad han har fundet for sig i Riimkrøniken og de nysanførte, kortfattede Krøniker[4].
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/720
Denne siden er korrekturlest
702
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
