legge Raadet og Frelsemændene, da det jo egentlig var dem, og ikke Erik selv, fra hvem Opstanden oprindeligt var udgaaet. Men hvad var det vel, som atter bragte Magnus til at kaste sig i Valdemars Arme? Det var, som vi paa sit Sted nærmere ville see, intet andet end de Stempplinger, der fremdeles dreves af de samme Aristokrater, som havde Munden saa fuld af Beskyldninger imod ham, og som – der kan ej være mindste Tvivl derom – understøttedes eller idetmindste begunstigedes af Hertug Albrecht. Jo mere man betragter denne rænkefulde Mands Ferd, des mere træder han frem som Kong Magnus’s og Sveriges onde Aand, som den egentlige Ophavsmand til alle Ulykker. Vi see ham allerede henved ti Aar forud indgaa et hemmeligt Forbund med Valdemar om at skaffe ham Helsingborg; vi see ham siden, under forstilt Venskab for Magnus, og med frek Tilsidesættelse af indgaaede Forpligtelser, at udføre denne Plan, og derpaa kræve sin Løn; vi see ham endnu under Opholdet i Helsingborg, da Magnus, i Tillid til hans Ærlighed, havde begivet sig til det øvre Sverige, besøge de Høvdinger, som Magnus havde efterladt ved sin Krigshær, altsaa vel for at underhandle med dem personligt og underhaanden vinde dem for sig; vi see ham endelig faa Aar efter i Forbund med flere af de selvsamme Høvdinger om at støde Magnus fra Tronen, og besette den med hans egen Søn Magnus. Behøver man vel stort bedre Vidnesbyrd om at han den hele Tid har haft dette Maal for Øje, at hans Bestræbelser uafladeligt have gaaet ud derpaa, at han gjennem alle sine mangehaande Vendinger og tilsyneladende Omskiftninger af Parti, dog kun har søgt at udføre denne Plan, uden Hensyn til Ret eller Sandhed, til Frændskab eller Venskabs Og naar man seer de samme Stormænd, der siden forbandt sig med ham, netop at være de verste til at bebrejde Magnus Skaanes Tab, og dertil endog for en stor Deel at knytte deres Hoved-Anke imod ham, ihvorvel mange, eller de fleste af dem, dog unegteligt selv havde været tilstede, da Landet erobredes, og meget godt maatte kunne vide, hvorledes dette egentlig gik til; – kan man vel da tilbageholde Formodningen om, at der, istedetfor at have været noget aftalt Spil mellem Magnus og Valdemar, som de paastod, tvertimod lige siden Underhandlingerne ved Helsingborg og Rygnabro har været en hemmelig Aftale og et forrædersk Forbund mellem dem selv og Hertug Albrecht[1], og at de som
- ↑ Dette sees allerbedst af Fru Birgittas Yttringer i det oftere citerede Cap. 80 af Tillægsbogen (extravagantes) af hendes Aabenbaringer. Her fremsettes flere haarde Beskyldninger mod Kongen, blandt hvilke denne „at han var Kronens Ransmand, og Forræder mod sine egne Tjenere og Undersaatter, som han frivilligt havde overgivet i deres verste Fjenders Hænder med hele Skaane.“ Birgttta, som da var i Rom, dømte naturligviis kun efter hvad hendes Venner havde fortalt hende, mundtligt eller skriftligt.
