ber 1357 havde forlenet hans Sønner Henrik og Albrecht dermed, og det er ingenlunde usandsynligt, at Valdemar fornemmelig under dette Paaskud har sat sig i Besiddelse deraf, og at Albrecht ved „de mange Dagthingninger“, hvorom Detmar taler, har overført sin Ret paa ham, imod andre Fordele. Vist er det, at Valdemar allerede den 7de Januar 1361 udfærdigede Privilegier for Halmstad l), med andre Ord, opførte sig som Landets Herre; lignende Breve udstedte han noget tidligere for Malmø, og lidt senere for andre skaanske Byer. Saaledes oppebiede han ikke nogen formelig Afstaaelse fra Magnus. Denne vedblev ogsaa paa sin Side fremdeles i sin Kongetitel at kalde sig Skaanes Herre, og tilkjendegav derved noksom sin Hensigt, endnu ikke at opgive sin Ret til det i sin Tid saa dyrt og møjsommeligt erhvervede Landskab.
Kong Valdemars Erobringsplaner indskrænkede sig ikke til Skaane og de tilliggende Landskaber alene, men de strakte sig ogsaa langt videre, til Dele af det svenske Rige, hvortil han ikke kunde paaskyde endog den ringeste Skygge af Ret, uden den, der tillod enhver krigførende Part at tage saa meget fra sin Modstander, som han formaaede. Han agtede nemlig hverken mere eller mindre end at underlægge sig Øerne Øland og Gotland. Det maa fornemmelig have været Staden Visbys rige Skatte, der lokkede ham. Krigen med Magnus frembød ham nemlig en Lejlighed til at plyndre eller brandskatte den, som han ellers vanskeligt vilde kunne faa, og som han derfor maatte benytte. Vel var det at forudsee, at han derved vilde komme i Fjendskab med Hansestæderne, til hvis Forbund Visby hørte, men saavidt man kan see var Valdemar belavet derpaa. Han havde smigret dem og givet dem de bedste Løfter, for at berolige dem og holde dem i Uvirksomhed, saa længe han endnu var ifærd med at erobre Skaane, for at de ej skulde være ham hinderlige heri; men da han først var sikker paa sit Bytte, tog han ikke i Betænkning at bryde med dem ligesaa godt først som sidst. Saavidt man kan skjønne, maa han allerede umiddelbart efter Undertvingelsen
