have troet, at Hansestæderne havde været paa sin Post og vilde have grebet til Vaaben i Tide, forat forekomme Valdemar, men det lader til, at de endnu ikke troede ham dumdristig nok til at vove et aabenbart Brud. Imidlertid var han færdig med sine Udrustninger, og drog allerede i Juli afsted med en veldig Hær og Flaade, først til Øland, som han herjede og erobrede tilligemed Slottet Borgholm, siden til Gotland, hvor han i flere Trefninger slog Bønderne, der søgte at gjøre ham Modstand, tvang Visby til Overgivelse, udpressede en overvettes stor Brandskat, men plyndrede de riigt smykkede Kirker og Klostre, saa at han skal have ført store Skatte med sig som Krigsbytte, da han efter mere end en Maaneds Ophold paa Øen drog bort igjen. Over begge de erobrede Øer indsatte han danske Fogder, og tilkjendegav derved noksom sin Hensigt at ville lægge dem til det danske Rige. Den samme Hensigt lagde han for Dagen ved – rigtignok først efterat have givet Staden et Knæk, som den aldrig skal have forvundet – at udgive et Stadfestelsesbrev paa Staden Visbys gamle Friheder og tilstaa dens Borgere samme Rettigheder i Danmark, som de andre danske Stæders Borgere[1].
Der findes ikke Tegn til, at der fra Magnus’s og de svenske Herrers Side blev lagt Valdemar saameget som et Halmstraa i Vejen under hele dette Krigstog. Alt tyder hen paa, at den gjensidige Misforstaaelse og Mistillid mellem ham og Høvdingerne nu havde naaet den Højde, at al Handlekraft paa begge Sider lammedes. Ogsaa Kong Haakons Forhold i denne Tid er gaadefuldt. Man skulde have ventet at finde ham enten længst øster i Norge, beskjeftiget med Krigsrustninger for at komme sin Fader til Hjelp, eller endog i det sydlige Sverige, i Spidsen for en norsk Hærstyrke. Men i dets Sted finde vi ham, ledsaget af Cantsleren, i Bergen, beskjeftiget med Lovgivnings-Sysler, som om han enten slet ikke vidste noget af, hvad der i denne Tid foregik i Sverige og Danmark, eller som om det var ham ligegyldigt og slet ikke vedkom ham[2]. Og dog skete der just i denne Tid Ting, der ej alene i højeste.
- ↑ Om dette Tog, see yderligere Lagerbring III. S. 469–473, og Suhm XIII. S. 443 fgg. Det berettes korteligt i Chr. af 1357–63, l. c. S. 225. Visby-Annalerne (Scr. r. D. I. 259) vise, at Valdemar landede paa Gotland d. 21de Juli, altsaa maa han have besøgt Øland i Midten af Maaneden og have tiltraadt Toget i dens Begyndelse. Den sidste Sejr, Valdemar vandt over Øboerne, skete den 27de Juli, som det udtrykkeligt er anført paa det Kors, Valdemar lod opreise paa Valpladsen. Han forblev ifølge de samme Visby-Annaler paa Øen indtil 28de August.
- ↑ Den 15de Juni stadfestede Kong Haakon Bergens Privilegier, saavelsom Hanseaternes Friheder i Staden, N. gl. Love III. S. 160; den 18de Juni gav han en Anordning om Stadens Kjøbmænds Ret til at sejle overalt i Riget og paa Skatlandene (sammesteds S. 181 (Dipl. N. IV.); og den 23de Juni stadfestede han Munkeliv Klosters Privilegier (Munkelivsbogen S. 9, 10). Ved alle disse Breve heder det, at de indsegledes af Cantsleren i Kongens Nærværelse.
