me personligt sammen med Kongerne Magnus og Haakon, maatte dette nu være ham magtpaaliggende jo før jo heller. Hvor de mødtes, eller hvorledes Forhandlingerne mellem dem bleve drevne, er ikke bekjendt, men Resultatet deraf saa meget mere. Det er dog let at indsee, hvad Valdemar har forestillet Kongerne. Foruden at erindre dem om den tidligere Overeenskomst, maa han have gjort dem det indlysende, at de svenske Høvdinger ved deres egenmegtige og selvraadige Ferd havde gjort sig til deres og Rigets Fjender, saaat det endog i Rigets egen Interesse var nødvendigt at bryde med dem; Svogerskabet med de holsteenske Grever vilde blive ligesaa fordærveligt som det med Mecklenburgerne allerede havde vist sig at være; hans egen Søn Hertug Christopher leed af en ulægelig Sygdom, saaat han neppe havde lang Tid at leve i, og ved hans Død vilde Margrete sandsynligviis erholde, om ikke den danske Trone, saa dog en Deel af Riget, hvilket i alle Tilfelde aabnede Udsigter til at gjenforene Skaane med Sverige paa nemmeste Maade. Kongerne vare neppe vanskelige at overtale. Forbindelsen knyttedes paany, og det er i højeste Maade sandsynligt, hvad en senere Forfatter beretter, at Kongerne Magnus og Haakon forpligtede sig til, at aftræde Halland, Skaane og Bleking til Margrete som hendes Morgengave, og gav Valdemar Brev derpaa; thi for det første kostede denne Afstaaelse mindre end enhver anden, da Valdemar allerede havde det meste deraf i sin Magt, for det andet aabnede dette den sikkreste Udsigt til at erhverve disse Landskaber tilbage, især da det vel og maa ansees sandsynligt, at Valdemar paa sin Side lovede, at Margrete ved hans Død skulde beholde dem som Medgift[1]. At han tillige har tilsagt Kongerne sin Bistand mod de svenske Stormænd, Hansestæderne og de holstenske Grever, der nu vilde styrte sig over ham i Forbittrelse, falder af sig selv. Da det for Valdemar maatte være yderst magtpaaliggende at smede medens Jærnet var varmt, er det ikke usandsynligt, hvad de islandske Annaler berette, at Bryllupet mellem Kong Haakon og Margrete allerede stod paa Vardbergshuus[2],
- ↑ At Magnus gav Margrete Skaane (herved menes vel og Halland og Bleking) til. Morgengave, siges af Olaus Petri (Chron. S. 136) og har meget for sig; det torde vel ogsaa netop være denne Omstændighed, som har bevæget Riimkrøniken til at sætte Skaanes Afstaaelse efter Haakons og Margretes Bryllup. Den formelige Afstaaelse synes dog ikke at have fundet Sted førend hen i 1364, thi indtil da vedblev Magnus at kaldes „Skaanes Konge“, see Dipl. N. II. 380, Brev i sv. Rigsarchiv af 14de Jan. 1364, jvfr. Brev af 18de April 1354, see nedenfor.
- ↑ Isl. Annaler ved 1363 (Udg. S. 312) „Kong Magnus befriede Thorstein Eyulfssøn paa Vardbergshuus i Halland, i hans Søn Haakons Bryllup med Margrete Valdemarsdatter, og gjorde ham qvit for alle Sager og Regnskaber“. Thorstein Eyjulfssøn havde, som vi nedenfor nærmere ville see, været
