Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/758

Denne siden er korrekturlest
740
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

et Fodklæde hvori Skjolde (Vaabenskjolde) vare indvævede, og endelig hendes store Segl[1]. Det var det Hele. Deraf skulde man just ikke slutte til saa stor Ødselhed og Pragtsyge hos hende. Alligevel har hun været beskyldt derfor, saavelsom for saa mange andre endnu verre Fejl og Forbrydelser. Men disse Beskyldninger findes ikke fremsatte i noget samtidigt Skrift. Endog i St. Birgittas Aabenbarelser tales der kun om Verdslighed og Forfængelighed, men ikke mere. Blanche havde vist sine Fejl, og det meget store. Hun kom fra Egne, hvor Omgangstonen vistnok var meget friere, Hang til Forlystelser langt større, og Midlerne til at tilfredsstille denne Hang langt rigeligere end i Norden; hun – har maaskee altfor hensynsløst søgt at gjennemføre det samme Slags Liv hos sine nordiske Omgivelser, og derved gjort mange Anstød og vakt Forargelse, men derfor behøver ikke hendes Hjerte at have været slet, og hendes Sæder at have været fordærvede, som senere Historieskrivere have paastaaet. Det er kun ligefrem en Retfærdighedspligt, at frigjøre hendes Minde for disse hæslige Pletter, som Partiskhed, Eensidighed og Eenfoldighed have sat derpaa, men som for den skarpere historiske Kritik, der nøjere drøfter Enkelthederne, enten falde ganske bort, eller svinde ind til Ubetydeligheder.

63. Forbittrelse over Haakons Giftermaal. Et mægtigt Parti i Sverige overdrager Kongeverdigheden til Albrecht Albrechtssøn af Mecklenburg.


Det er let at forstaa, at Efterretningen om Kong Haakons Giftermaal med Margrete og Kongernes Forbindelse med Valdemar vakte umaadelig Forbittrelse hos det Parti blandt de svenske Stormænd, der hidtil havde haft Magten i Hænde. Nu heed det naturligviis, at Altsammen var forud aftalt, Eriks Død, Skaanes Erobring, Herjningen af Øland og Gotland; Magnus, heed det, var en Forræder mod sit eget Land, og havde især gjort det til sin Opgave at bringe hine Herrer i Fordærvelse. At Magnus nu ogsaa, med Valdemars Bistand i Ryggen, ikke længer dulgte sin Harme mod dem, eller fandt det nødvendigt at behandle dem med den Varlighed, som før, er aabenbart. Der tales endog om, at han jagede flere af dem, hvoriblandt Biskop Nikolas af Linkøping,

  1. Inventariebrevet opbevares ligeledes i det svenske Rigsarchiv, og er aftrykt i Dipl. N. III. 344. Det er udstedt af Fehirden Peter Nikolassøn, Lagmanden i Tunsberg Berg Hermundssøn, og to andre Mænd, og vidner om at Ingemar Ragnvaldssøn og Hallvard Djakn, hvilte Kong Magnus ved Befalingen af 7de Januar 1364 havde beordret til denne Forretning i Forening med Fehirden, toge til sig af Dronningens Fadebur de derefter opregnede Effecter.